Slagtere holder ikke til højere pensionsalder
Højere pensionsalder vil især ramme slagteriarbejderen, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Som led i regeringens 2025-plan hæves folkepensionsalderen fra 1. januar for personer født i 1958 eller efter. Den høje pensionsalder vil ramme slagteriarbejderne hårdt. Branchen tilhører den gruppe, hvor flest må trække sig tidligere på arbejdsmarkedet, viser analyse fra AE-rådet.
Som led i regeringens 2025-plan hæves folkepensionsalderen fra 1. januar for personer født i 1958 eller efter. Den høje pensionsalder vil ramme slagteriarbejderne hårdt. Branchen tilhører den gruppe, hvor flest må trække sig tidligere på arbejdsmarkedet, viser analyse fra AE-rådet. Foto: Erik Jepsen/Scanpix


Ansatte på landets slagterier, som er født i 1958 eller senere, vil blive hårdt ramt af regeringens plan om at hæve pensionsalderen fra 67 til 67,5 år fra den 1. januar 2025.

Slagteriarbejdere tilhører således den gruppe, hvor flest trækker sig tidligt tilbage, og hvor der er størst problemer med skader og nedslidning.

Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet).

Ifølge analytiker Emilie Agner Damm fra AE-rådet vil en højere pensionsalder kun gøre ondt værre.

- Vi kan se, at mange slagteriarbejdere allerede nu er nedslidte før pensionsalderen, så hæver man den yderligere, kan man frygte, at de bliver endnu mere nedslidte, siger hun til Ugebrevet A4.

Peter Uno Andersen, der er tillidsmand for 500 slagteriarbejdere på slagteriet Tican i Randers, fortæller, at når der til foråret skal forhandles overenskomst, så står hensyn til nedslidning øverst på slagteriarbejdernes ønskeliste.

- Det, der optager mine kolleger i produktionen mest, er ikke lønkroner. Det er, hvorvidt de kan holde til at blive på arbejdsmarkedet. Det er livskvaliteten, der bekymrer dem nu, siger han til Ugebrevet A4.

- Det er tankevækkende. For det burde ikke være nødvendigt at bruge overenskomsten til at sikre folks liv og helbred, siger han.

Steen Nielsen, der er underdirektør i Dansk Industri, understreger, at personer, der er nedslidte og ikke er i stand til at arbejde frem til pensionsalderen, altid skal have mulighed for trække sig tidligere eller arbejde på nedsat tid.

Men han fastholder, at en højere pensionsalder er nødvendig.

- De mange virksomheder har brug for kvalificeret arbejdskraft, og vi ser med ærgrelse på, når gode medarbejdere stopper tidligt, siger han.

Også ansatte på mejerier, bagerier og andre fødevareindustrier vil blive ramt af en højere pensionsalder, viser analysen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.