Slagsmål: Lillebror banker storebror livløs
Brødre endte torsdag aften i et voldsomt slagsmål på deres fælles bopæl. En er indlagt, den anden er anholdt.
Et slagsmål mellem brødre har torsdag aften efterladt den ældste i kritisk tilstand. Politiet ved endnu ikke, hvorfor slagsmålet opstod på brødrenes fælles bopæl i Ingstrup ved Brønderslev. Arkivfoto.
Et slagsmål mellem brødre har torsdag aften efterladt den ældste i kritisk tilstand. Politiet ved endnu ikke, hvorfor slagsmålet opstod på brødrenes fælles bopæl i Ingstrup ved Brønderslev. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Et brødrepars aften med alkohol på bordet endte sent torsdag voldsomt i Ingstrup syd for Løkken i Nordjylland.

Af endnu ukendte årsager kom de to mænd op at slås, og den ene kom så alvorligt til skade, at han er blevet indlagt på Aalborg Sygehus i kritisk tilstand, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Vi fik en anmeldelse om et slagsmål mellem to brødre i drikkelag. Den ene er blevet kørt på hospitalet, og hans tilstand er kritisk. Den anden bror er anholdt. I morgen (fredag, red.) vil der blive taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Lars Nørskov Jørgensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Det er den ældste bror på 57 år, der er indlagt i "alvorlig livsfare", mens den tre år yngre lillebror altså er i politiets varetægt.

Under slagsmålet kom også den 54-årige til skade, men det var ifølge politiet ham, der ringede og anmeldte episoden, da hans storebror faldt livløs om på gulvet i deres fælles hjem.

- Vi ved ikke, hvorfor de kom op at slås. Det skete på deres fælles bopæl. Der har ikke været våben indblandet, det var et helt regulært slagsmål, siger Lars Nørskov Jørgensen.

Tidlig fredag morgen er politiet i Nordjylland ikke kommet tættere på en opklaring.

Der er heller ingen udvikling i den ældste brors tilstand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.