Slagne tenniskvinder langer ud efter fransk arrangør
Agnieszka Radwanska og Simona Halep er alt andet end tilfredse med de forhold, de spillede under tirsdag.
Andenseedede Agnieszka Radwanska røg tirsdag ud af French Open, og hun var efterfølgende rasende over forholdene, der blev spillet under.
Andenseedede Agnieszka Radwanska røg tirsdag ud af French Open, og hun var efterfølgende rasende over forholdene, der blev spillet under. Foto: Christophe Ena/AP


Under de svære forhold med regn og blæst tirsdag ved French Open røg to af de højest seedede kvinder ud.

Andenseedede Agnieszka Radwanska og sjetteseedede Simona Halep gik begge ind til deres respektive kampe, som var blevet afbrudt søndag, med føringer, men begge endte med at tabe.

Men kampene burde slet ikke have været spille tirsdag, mener de to slagne tenniskvinder, som langer kraftigt ud efter arrangørerne.

- Jeg er bare så overrasket og vred over, at vi skulle spille i regnen, siger Radwanska efter nederlaget til bulgareren Tsvetana Pironkova ifølge AFP.

- Jeg ved ikke, hvem der lader os spille under disse forhold. Jeg tror ikke, de tager hensyn til, hvad vi mener. De bekymrer sig vel om andre ting. Jeg er bare rasende. Jeg kan ikke spille under sådanne forhold, lyder det fra den polske tennisstjerne.

Også Simona Halep fra Rumænien var alt andet end imponeret over de våde forhold, spillerne blev sendt ud i tirsdag.

- I mine øjne var det umuligt at spille. At spille tenniskampe i regn er lidt for meget, synes jeg, siger Halep.

Hun tabte i to sæt til australieren Samantha Stosur, og selv om Halep anerkendte, at forholdene var de samme for begge spillere, så var hun stadig utilfreds med arrangørerne.

- Ingen bekymrer sig om spillerne, føler jeg. Jeg er ligeglad med, at jeg tabte kampen, men jeg var tæt på at få en skade i ryggen, og det er problemet, siger rumæneren.

- Jeg følte mig ikke sikker ude på banen.

Senere på tirsdagen tog regnen til, og spillet blev igen afbrudt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.