Slagleklipper væltede og dræbte 57-årig kvinde ved Strib
En 57-årig kvinde blev tidlig onsdag morgen dræbt, da en slagleklipper væltede ned over hende.
En kvinde mistede onsdag morgen livet, da en slagleklipper væltede ned over hende. (Genrefoto)
En kvinde mistede onsdag morgen livet, da en slagleklipper væltede ned over hende. (Genrefoto) Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En 57-årig kvinde var onsdag morgen ved at læsse arbejdsredskaber på en trailer, da en slagleklipper væltede ned over hende.

Kvinden kom i klemme og mistede livet, meddeler Fyns Politi.

- På en eller anden måde vælter slagleklipperen, og hun kommer i klemme, siger vagtchef Hans Frederiksen.

En slagleklipper bliver brugt til at klippe græsset i rabatter. Det står ikke klart, hvorfor den væltede, men der er ingen tegn på en forbrydelse.

- Det er en tragisk ulykke, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken halv fem onsdag morgen.

Ulykken skete ved familiens hjem i Billeshave ved Strib på Fyn. Kvinden efterlader sig en mand og to teenagedøtre, der dog ikke var vidne til ulykken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.