- Jeg bliver berørt af, hvor hurtige folk er til at dømme ham, og det er blevet til, han tryner hende. Meget få har vendt det rundt eller i det mindste været objektive. Men mere fordi han har penge, så skal han bare finde sig i alt.
Det siger Janus Friis eks-kæreste, Line Young, til BT. Hun og Skype-millardæren Janus Friis var kærester i et års tid i nullerne.
Hun har ellers lovet Janus Friis ikke at tale om deres forhold, men 39-årige Line Young åbner nu munden i et forsøg på, at gøre debatten om Janus Friis' og Aura Diones efterhånden spektakulære retsopgør mere nuanceret.
Det er specielt på de sociale medier, at Line Young synes, debatten er skævvredet.
- Folk mener jo, han går i små sko, fordi han har nok penge - for så kan han jo være ligeglad. I stedet for spørge sig selv om, hvorfor han skulle finde sig i og acceptere sådan et bedrag. Personligt ville jeg hellere snydes for penge - det kan man i det mindste tjene igen - end at opdage, at det menneske, man havde regnet og planlagt at leve sit liv med havde havde snydt en, siger hun til BT.
39-årige Janus Friis sagsøger Aura Dione for en million dollars, hvilket svarer til 6,65 millioner danske kroner.
Beløbet dækker over gaver og en lejlighed i København. Janus Friis hævder i følge retsdokumenterne, at lejligheden er hans selv om Aura Dione er registreret som ejer.
Derudover ønsker han at få den forlovelsesring, han gav hende i 2013, tilbage. Ringen har ifølge Janus Friis en værdi på mere end tre millioner danske kroner.
Janus Friis påstår desuden, at Aura Dione har været ham utro op til flere gange. Det fremgår af retsdokumenter, som BT har fået indsigt i.
Det danske kendis-par slås i Los Angeles Superior Court i USA. Og det ser ud til, at Aura Dione, som hedder Maria Louise Joensen i virkeligheden, står dårligt i sagen.
I følge BT forlyder det, at Janus Friis' advokater vil kræve, at Aura Dione får en såkaldt udeblivelsesdom, hvis hun udebliver fra retten i USA.
Det kan gå hen at blive et økonomisk mareridt for Aura Dione. Sådan en dom kan koste hende op til 10 millioner danske kroner i bøder. Det sker samtidig med, at hendes advokat har oplyst, at hun ikke længere har råd til føre sagen i USA.
Janus Friis var med til at udvikle Skype, som blev solgt for 2,6 milliarder kroner i 2005.
Men han og partneren Niklas Zennström beholdt aktier i firmaet, så da firmaet blev solgt videre til Microsoft i oktober 2011, sikrede Janus Friis sig yderligere 3,1 milliarder kroner.