Skynd dig: Populært boliglån lukker snart
Nuværende og potentielle boligkøbere har travlt, hvis de skal nå at sikre sig et attraktivt boliglån, vurderer to boligøkonomer.
I øjeblikket får man som boligejer en fast rente, der er lavere, end hvad de variable renter har været i en lang årrække. Men det kan være en stakket frist.
I øjeblikket får man som boligejer en fast rente, der er lavere, end hvad de variable renter har været i en lang årrække. Men det kan være en stakket frist. Foto: Colourbox/free


Drømmer du om at låne penge til et hus eller en lejlighed, eller overvejer du at refinansiere din bolig?

Så er det måske nu, du skal slå til.

Efterspørgslen på de danske realkreditobligationer er nemlig så stor, at det populære 30-årige fastforrentede lån på tre procent risikerer at lukke inden for kort tid.

Og så må man nøjes med et andet og måske mindre attraktivt lån, vurderer to bankøkonomer.

- Særligt som boligejer bør man måske overveje at få et lånetilbud nu, hvis man går med overvejelser om at få et fastforrentet lån. Så kan man efterfølgende altid vælge, om man så vil benytte sig af tilbuddet eller ej, siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Boligrenterne er faldet her i starten af 2016, og det betyder, at kursen på det 30-årige obligationslån på 3 procent med afdrag er steget til 99,7 i slutningen af denne uge, hvilket er det højeste niveau i over et halvt år.

Kursen er med andre ord meget tæt på 100, hvor banker og realkreditinstitutter ikke længere vil tilbyde lånet.

Jo tættere lånet er på 100, desto mere attraktivt er det for låneren.

- Hvis man gerne vil have et fastforrentet lån, er det meget attraktivt at låne lige nu, fordi man kan få et lån næsten uden kurstab, siger boligøkonom i BRF Kredit, Mikkel Høegh.

Sidst man så et lignende scenarie, var der meget fokus på at omlægge lån til fast rente, så mange af dem, der har interessen, har nok allerede omlagt deres lån, vurderer han.

- Men nu er der altså en ny mulighed for dem, der måtte have interesse i at omlægge deres lån til fast rente, siger Mikkel Høegh.

Den sidst handlede kurs fredag eftermiddag lå ifølge Lise Nytoft Bergmann på 99,7.

Stod man og skulle låne en million kroner i dag, ville man dermed kunne få en såkaldt hovedstol på 1.028.000 kroner og en månedlig ydelse efter skat på 3.850 kroner.

Samlet set ville beløbet, som man skulle betale tilbage, løbe op i 1.460.000 kroner efter 30 år.

Det er knap 50.000 kroner mindre, end det samme lån ville have kostet i juni 2015, kort før renten begyndte at falde.

Dengang havde hovedstolen lydt på 1.065.000 kroner og en månedlig ydelse på 3.970 kroner, hvilket løber op i samlet 1.512.000 kroner.

- Renten er faldet næsten vedvarende det sidste halve år, men slutspurten er sat ind i 2016, hvor kursen på de lange boliglån er faldet knap et kurspoint på bare fire dage, vurderer Lise Nytoft Bergmann overfor Ritzau Fokus.

Et fastforrentet lån giver i modsætning den variable rente den fordel, at man er sikret mod rentestigninger. På den måde ved man altid, hvor meget man skal betale for lånet, uanset renteniveau.

- Normalt ville man sige, at det var god latin at optage et lån, når kursen var på den anden side af 95. I de her dage ligger kursen på den rigtige side af 99, så set i det perspektiv er lånet meget attraktivt lige nu, siger Mikkel Høegh.

Når det 30-årige lån på tre procent lukker, vil bankerne begynde at tilbyde 30-årige lån til 2,5 procent i rente, men det er ikke nødvendigvis lige så attraktivt, siger Mikkel Høegh.

- Når man skifter til en anden rente, vil der også være et større kurstab. Derfor bliver den såkaldte effektive rente, altså det du samlet set skal betale for at have lånet, højere end de 2,5 procent, siger han.

Mikkel Høegh mener, at muligheden for at få et 30-årigt fastforrentet lån på tre procent med afdrag bør appellere til rigtig mange boligejere.

- I øjeblikket får man altså som boligejer en fast rente, der er lavere, end hvad de variable renter har været i en lang årrække. Det bør være sød musik for mange.

Fakta:

- Der må ifølge realkreditloven ikke udbetales lån i obligationer, der ligger over kurs 100. Ellers ville låneren kunne høste en skattefri gevinst på lånet, og investoren ville tabe penge på lånet.

Kilde: Berlingske Business

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.