Skyderi i tog mellem Amsterdam og Paris sårer tre
En mand er anholdt for fredag at have affyret skud og såret tre personer i et tog mellem Holland og Frankrig.
En mand har skudt på et Thalys-højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris.
På billedet ses den perron, hvor højhastighedstoget nu holder. Tre passagerer blev såret ved skyderiet.
En mand har skudt på et Thalys-højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris. På billedet ses den perron, hvor højhastighedstoget nu holder. Tre passagerer blev såret ved skyderiet. Foto: Karim Kadim/AP


En bevæbnet mand har såret tre personer på et Thalys-højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris, inden han blev overmandet af amerikanske passagerer, oplyser den franske anklagemyndighed.

En politikilde siger til nyhedsbureauet AFP, at manden, der er af marokkansk oprindelse, er kendt af efterretningstjenesterne.

Episoden udspandt sig i nærheden af Arras i det nordlige Frankrig kort efter klokken 18, og gerningsmanden blev anholdt, da toget standsede ved byens jernbanestation.

Thalys skriver på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at alle passagerer er i sikkerhed, og at situationen er under kontrol.

- En mand åbnede ild på Thalys-toget mellem Amsterdam og Paris. En person er meget alvorligt såret, sagde ministertalsmand Pierre Henry Brandet til tv-stationen BFM-TV.

- At tale om et terrormotiv på nuværende tidspunkt er alt for tidligt, tilføjede han, mens den franske antiterrortjeneste har indledt en undersøgelse af episoden.

Frankrig har været i højeste beredskab, siden militante islamister dræbte 17 personer i og omkring Paris i januar i forbindelse med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, er på vej til Arras i kølvandet på episoden, oplyser hans ministerium.

Ifølge avisen La Voix du Nord er den franske skuespiller Jean-Hugues Anglade blandt de sårede. Han er blandt andet kendt for at have spillet en af hovedrollerne i filmen "Betty Blue" fra 1986 og fra "Nikita" fra 1990, skriver nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.