Sky-chef: Froome er ikke stærkere end andre år
Fysisk er Froome på niveau med tidligere, men Sky-kaptajnen hviler mere i sig selv, mener holdets chef.


Chris Froome (Sky) er den store vinder af første Tour de France-fase, efter at den britiske bjergrytter er gået på hviledag i den gule førertrøje.

Mens konkurrenterne har haft små udfald på skift, har Froome foreløbig vist sig usårlig, men Skys manager Dave Brailsford mener ikke, at hans kaptajn er kommet til Frankrig i en bedre fysisk forfatning end tidligere år.

- Jeg tror ikke, Chris er bedre i år. Men han er meget fokuseret. Han er modnet og hviler mere i sig selv. Han har vænnet sig til at være leder for holdet, siger Brailsford.

Smilene er store i Sky-lejren - ikke blot fordi Froome har førertrøjen, men også fordi holdet stadig er intakt efter mange styrt og skader i Tour-feltet på de første ni etaper.

- Vi har tidligere været udsat for, at Bradley Wiggins styrtede og måtte trække sig ud (2011, red.). Sidste år var også hård, da Froome måtte udgå. Så når vi er nået hertil uden uheld, er det en god følelse. Det er plan A, der er opfyldt, siger Brailsford.

- Som hold ser vi meget stærke ud. Jeg kunne vist ikke være mere tilfreds. Jeg regnede ikke med, at vi ville stå i så god en position efter denne uge, lyder det fra Sky-chefen.

Chris Froome er i det samlede klassement 12 sekunder bedre end nummer to, Tejay van Garderen (BMC).

De øvrige favoritter, Alberto Contador, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali har alle tabt overraskende meget tid i løbets første fase.

- Men det er fortsat meget tidligt at drage nogen konklusioner. Nu begynder de alvorlige bjerge, og så får vi se, hvem der kan hænge på, siger Dave Brailsford.

Efter mandagens hviledag fortsætter Tour de France i Pyrenæerne med 10. etape, hvor målstregen ligger på toppen af La Pierre-Saint-Martin - en mere end 15 kilometer lang stigning uden for kategori.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.