Sky-boss: UCI har fjernet den gule trøje fra etapen
Sky-manager David Brailsford fortæller, at det ikke er Chris Froome, der har besluttet ikke at køre i gult.
Tony Martin udgik torsdag af Tour de France med et brækket kraveben.
Tony Martin udgik torsdag af Tour de France med et brækket kraveben. Foto: Stephane Mantey/AP


Det er den internationale cykelunion UCI og ikke Sky-kaptajnen Chris Froome, der har besluttet, at der ikke skal køres i den gule førertrøje på fredagens 7. etape i Tour de France.

Det fortæller Sky-manager David Brailsford, efter at mange troede, at Froome gjorde det i respekt for Tony Martin (Etixx-Quick-Step), som er udgået af løbet med et brækket kraveben.

- Alle tror, vi har taget en beslutning, men det har vi ikke. Det er UCI, der har taget en beslutning.

- UCI siger, der ikke er nogen gul trøje. Det er et teknisk spørgsmål. Tony kom i mål torsdag og er teknisk set stadig førende, siger Brailsford.

Tony Martin var iført den gule trøje, da tyskeren styrtede kort før målstregen på torsdagens etape. Men han rejste sig og gennemførte etapen.

Brailsford har det dog fint med, at alle går rundt og tror, at Froome har taget beslutningen i respekt for den nu udgåede Tony Martin.

- Ja, det er bare godt for os, joker Brailsford.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.