Skulle afløse førtidspension: Er det parkering af syge ledige?
Ressourceforløb skulle afløse førtidspension for unge under 40, men ordningen bruges først og fremmest på ældre.
Ressourceforløb skulle bruges på unge under 40 år, men bruges mest på ældre over 40. Enhedslisten og 3F undrer sig.
Ressourceforløb skulle bruges på unge under 40 år, men bruges mest på ældre over 40. Enhedslisten og 3F undrer sig. Scanpix / modelfoto


Den ordning, der skulle afløse førtidspension for unge under 40, bliver i stedet brugt på ældre. Det skriver Fagbladet 3F.

58 procent af alle deltagere i ressourceforløb er over 40 år, selvom hensigten med ordningen var at hjælpe unge tilbage på arbejdsmarkedet.

Før endte man typisk på førtidspension, hvis man for eksempel på grund af kronisk sygdom, tunge psykiske problemer eller handicap ikke kunne fungere på arbejdsmarkedet.

I 2013 trådte reformen af førtidspension imidlertid i kraft, og det betød, at unge under 40 skulle i ressourceforløb, der skulle hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtidig er antallet af tildelte førtidspensioner dykket.

Men tallene tyder på, at ressourceforløbene først og fremmest bliver brugt på de ældre og ikke de unge. Det finder både socialpolitiske ansvarlige i 3F, Ellen K. Lykkegård., og Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, finder tallene bekymrende. De frygter, at det er tegn på, at ressourceforløbene bliver brugt til parkere mennesker i 50'erne, der er syge, nedslidte eller har været ude for en arbejdsulykke.

- Selvom vi også ser fornuftige ressourceforløb, har vi desværre en fornemmelse af, at de bliver brugt som parkeringsplads for folk sidst i 50'erne, der i forvejen har været igennem langvarige udredninger og virkningsløse tiltag. Det virker ikke gennemtænkt, siger Ellen K. Lykkegård til Fagbladet 3F.

Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at kommentere tallene.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.