Skuffet skistjerne: Som at køre på cement
Skistjernen Lindsey Vonn kan gøre status over VM i Beaver Creek, der endte med en bronzemedalje.
Vonn blev torsdag nummer 14 i storslalom og må rejse hjem med enkelt medalje fra VM på hjemmebane - en bronzemedalje i super-G.
Vonn blev torsdag nummer 14 i storslalom og må rejse hjem med enkelt medalje fra VM på hjemmebane - en bronzemedalje i super-G. Foto: Alessandro Trovati/AP


Den amerikanske skistjerne Lindsey Vonn formåede ikke at leve op til de høje forventninger ved VM i Beaver Creek.

Vonn blev torsdag nummer 14 i storslalom og må rejse hjem med enkelt medalje fra VM på hjemmebane - en bronzemedalje i super-G.

- Jeg håbede på noget specielt til dette VM. Jeg ville det for meget, men tingene artede sig bare ikke. Uanset hvor hårdt jeg forsøgte, så virkede det ikke, siger Lindsey Vonn.

- Der er mindre opmuntringer. Jeg fik en medalje, og den er jeg stolt af.

I torsdagens konkurrence i storslalom var hun hele to sekunder efter den senere østrigske vinder Anna Fenninger efter første gennemløb.

Pisten føltes ifølge Vonn som om, at den var lavet af cement.

- Jeg kunne ikke stoppe skiene i at køre væk fra mig, og jeg blev vel nærmest holdt tilbage, siger hun.

Lindsey Vonn mener, at lidt for høje temperaturer i Colorado de seneste uger har gjort betingelserne svære for hende. Pisterne har været hårde som is, hvilket ikke har passet skistjernen så godt.

Den 30-årige amerikaner, der denne vinter har gjort comeback efter to alvorlige knæskader, topper World Cuppen i både styrtløb og super-G.

For nylig blev hun den mest vindende kvinde i World Cup-historien med 64 sejre.

VM i Beaver Creek slutter i weekenden med kvinderne og herrernes konkurrence i slalom.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.