Skuffet Rikke Møller misser VM-finalen i 100 meter bryst
På de sidste meter gik Rikke Møller Pedersen kold og missede dermed VM-finalen i 100 meter brystsvømning.
Rikke Møller Pedersen havde ikke sin bedste mandag ved VM i Kazan.
Rikke Møller Pedersen havde ikke sin bedste mandag ved VM i Kazan. Foto: Polfoto, AP, Wong Maye-E/free


Langbane-VM i svømning er begyndt skidt for den ellers så stærke danske brystsvømmer Rikke Møller Pedersen.

I mandagens semifinale i 100 meter brystsvømning blev danskeren blot nummer syv i sit heat i tiden 1.07,42 minutter, hvilket ikke rakte til en plads i finalen. Danskeren gik helt kold på de sidste meter.

I indledende heat mandag formiddag blev danskeren semifinaleklar i 13. bedste tid, og forventningerne var derfor skruet en smule ned.

Danskeren var placeret på en yderbane langt fra favoritterne på midterbanerne, men før de sidste tyve meter lignede hun en svømmer på vej i finalen. Men så gik gassen fuldstændig af ballonen, og i stedet sluttede hun som nummer syv.

- Jeg er skuffet.

- Jeg har vist, at jeg kan være hurtigere, men det halter lidt, siger Rikke Møller Pedersen til TV2 Sport.

Der er dog håb for, at Rikke Møller Pedersen stadig får sølvtøj med hjem fra Rusland. Hun deltager både i den danske holdkap samt i 200 meter bryst. Sidstnævnte er hendes foretrukne disciplin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.