Skuffede folkeskoleforældre: Besparelser hænger ikke sammen med reform
Faldende undervisningspris er udtryk for, at midler ikke svarer til mål, siger foreningen Skole og Forældre.
Der er blevet indført ny skolereform, men prisen per undervisningstime er faldet.
Der er blevet indført ny skolereform, men prisen per undervisningstime er faldet. Foto: www.colourbox.com/free


Folkeskolereformen har en masse ambitioner, som man ikke kan leve op til ude i kommunerne.

Det mener næstformanden for forældreforeningen Skole og Forældre, Finn Juel Larsen, efter det er kommet frem, at prisen per undervisningstime per elev er faldet med 26 procent siden skoleåret 2009-2010.

- En ting er, at man skal spare på skolerne. Det tror jeg godt, forældrene kan forstå. Men de kan ikke forstå, at det kommer samtidig med, at man er i gang med at implementere sådan en kæmpe skolereform, siger Finn Juel Larsen.

Det betyder, ifølge forældreforeningen, at lærere og elever nu får en længere skoledag med det samme indhold som før reformen. Og det var bestemt ikke det, som man politisk havde af ambitioner med reformen, siger Finn Juel Larsen.

- Der lå en masse nye spændende tiltag i skolereformen, og det er dem, vi skal sætte i spil. Det var derfor, det var nødvendigt at forlænge skoledagen - for at man kunne få den understøttende undervisning, siger Finn Juel Larsen.

Men de nye tiltag har ikke fundet sted i tilstrækkelig grad, mener Finn Juel Larsen.

- Det vækker en masse frustration hos lærerne, som ikke kan kan leve op til målsætningerne. Vi har hørt, nogle lærere stiller sig op i klasseværelset og siger, at de ikke har haft tid til at forberede sig, siger Finn Juel Larsen.

Han understreger, at det ikke er en kritik af lærerne, men en kritik af manglen på ressourcer.

Hvis skolereformen skal lykkes, mener han, at det er altafgørende, at skolerne får flere penge mellem hænderne.

- For at sådan noget skal kunne lade sig gøre, så må vi investere. og hvis vi ikke vil investere i vores fremtid, som vores børn er, så ved jeg snart ikke, hvad vi skal investere i, siger Finn Juel Larsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.