Skuespillers skilsmissedrama eskalerer
Skuespillerens advokat hævder nu, at Amber Heard ønsker økonomisk vinding ved at voldsanklage Depp.
Johnny Depp nåede at være gift med Amber Heard i 15 måneder. De mødtes under indspilningerne til "The Rum Diary".
Johnny Depp nåede at være gift med Amber Heard i 15 måneder. De mødtes under indspilningerne til "The Rum Diary". Foto: Colourbox/Legion-media


Bruddet mellem Amber Heard og Johnny Depp eskalerer nu yderligere, siden den 30-årige skuespillerinde mandag begærede skilsmisse efter 15 måneders ægteskab med den 52-årige filmstjerne.

Depp fik et midlertidigt tilhold mod at nærme sig Heard, efter at hun fredag fortalte retten i Los Angeles, at hun er "ekstremt bange for Johnny", fordi "hans forhold til virkeligheden afhænger af hans indtagelse af alkohol og stoffer".

"Den danske pige"-skuespillerinden dukkede op med et blåt øjne, og hendes advokat lagde en række billeder frem af andre skader, som Depp angiveligt ifølge Heard har givet hende flere gange under deres fire år lange forhold.

Forrige lørdag blev politiet kaldt ud til husspektakler, men senere sagde myndighederne til magasinet People, at der ikke var tegn på nogen kriminel handling.

Depps advokat hævder nu, at Heard "forsøger at sikre sig økonomisk med anklagerne om misbrug", lyder det i retsdokumenterne, som People er kommet i besiddelse af.

- Heards anmodning om midlertidigt tilhold samt hendes krav om ægtefællebidrag synes at være en reaktion på den negative medieomtale, hun fik, efter hun begærede skilsmisse.

Depp har ikke svaret direkte på Heards voldsanklager, men skuespillerens repræsentant har tidligere udtalt, "Pirates of the Caribbean"-stjernen håber, at skilsmissen "vil blive løst hurtigt" og tilføjede, at Depp ikke vil "svare på nogen af de slibrige falske historier, sladder, forkerte oplysninger og løgne om sit privatliv".

Tilholdet gælder til 17. juni, hvor der igen er høring i sagen.

Fra 1983 til 1986 var Depp gift med makeupartisten Lori Anne Allison, mens han har to børn fra sit 14 år lange forhold med den franske sangerinde Vanessa Paradis.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.