Skuespiller til unge piger: Gift jer sent
Den prisbelønnede skuespillerinde Helen Mirren blev først gift, da hun var 52, og det er et råd, hun gerne vil give videre.
Helen Mirren var selv 52 år, da hun blev gift med sin mand Taylor Hackford.
Helen Mirren var selv 52 år, da hun blev gift med sin mand Taylor Hackford. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Den erfarne skuespillerinde Helen Mirren har i tidens løb spillet flere store kvinder som Kleopatra, Lady MacBeth og Dronning Elizabeth II. Hun har også selv en stor personlighed, som hun nu bruger til at advare unge kvinder mod at gifte sig for tidligt.

Helen Mirren blev selv gift, da hun var 52 år, efter at have været 11 år i et forhold til den amerikanske filminstruktør Taylor Hackford.

- Jeg tror, at det er en god ide at gifte sig sent - det virkede for mig. Generelt tror jeg ikke, at det er en god ide at gifte sig, når man er ung, og det er en virkelig dårlig ide, hvis man gør det på grund af kjolen, siger hun i følge Daily Mail.

Som en feteret filmstjerne var Helen Mirren selv vant til at gå i smukke kjoler, og hun har haft lejlighed til at trække i festtøjet hele fire gange, hvor hun har været nomineret til en Oscar for sine præstationer på det store lærred. Derfor tror hun heller ikke selv, at hun har længtes efter det helt store bryllup, da hun var ung:

- Jeg var heldig, fordi jeg fik lov til at gå i så mange smukke kjoler i mine roller. Men unge piger i dag har et prinsesse-kompleks, de drømmer om at få den fantastiske kjole og at være i centrum i 24 timer.

Helen Mirren har derfor et godt råd til de bryllupshungrende piger, der kan blive fristet, når en fyr lægger armen om dem:

- Jeg får lyst til at sige: "Fortæl ham, at han skal tage den forbandede hånd væk fra din skulder".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.