Skuespiller led af speciel sygdom: Ville ligne Brad Pitt
Skuespillerstjernen Reid Ewing lider af den psykiske sygdom dysmorfofobi, der gør ham besat af sit udseende.
Reid Ewing er en del af den prisvindende successerie "Modern Family".
Reid Ewing er en del af den prisvindende successerie "Modern Family". Foto: Mark J. Terrill/AP


Som følge af en altoverskyggende kropsbesættelse kombineret med et selvhad har skuespilleren Reid Ewing fået foretaget adskillige kosmetiske indgreb i jagten efter at acceptere sit spejlbillede.

Men i virkeligheden var det den unge stjernes eget selvbillede, der skulle justeres, skriver han nu i et åbenhjertigt indlæg til netmediet Huffington Post.

- Jeg tog fotos af mig selv for at analysere mit ansigt. Og det var ikke tilladt at være så grim som mig, skriver 27-årige Ewing, der fik sin første operation som 19-årig.

- Jeg var overbevist om, at jeg ville komme til at ligne Brad Pitt. Lægen var enig med mig i, at jeg skulle have en operation, hvis jeg ville arbejde som skuespiller, skriver Ewing, der medvirker i den Emmy-vindende serie "Modern Family".

Kirurgen og Ewing blev enige om at indoperere et par kindimplantater, og et par uger efter lå han på operationsbordet.

- Da hævelserne faldt, og jeg tog bandagen af, var resultatet forfærdeligt. Implantaterne sad helt oppe ved kindbenene, så jeg så indsunket ud som et lig.

- Jeg tog til en ny læge, som gav mig et hageimplantatet for at gøre ansigtet mere symmetrisk, men efterfølgende kunne jeg skubbe det frem og tilbage, skriver han.

Heller ikke denne gang blev Ewing tilfreds og lagde sig atter under kniven. Men de nye indgreb medførte nye problemer, der skulle fikses. Efter fire år med adskillige plastikoperationer brød Ewing helt sammen.

- Jeg var deprimeret, isoleret og fyldt med selvhad. Til sidst svor jeg aldrig nogensinde at blive plastikopereret igen, selv om jeg hader mit udseende.

- Personer med dysmorfofobi bliver ofte afhængige af det, men før du ændrer dit ansigt, så overvej, om det er dit sind, der skal rettes.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.