Skuespiller anholdt i brandert
Shia LaBeouf er igen i problemer med loven, efter at han er blevet anholdt for fuldskab på gaden.
Shia LaBeouf spiller ironisk nok med i filmen "Lawless" fra 2012, der handler om en familie, der sælger illegal alkohol i forbudstidens USA.
Shia LaBeouf spiller ironisk nok med i filmen "Lawless" fra 2012, der handler om en familie, der sælger illegal alkohol i forbudstidens USA. Foto: Francois Mori/AP


Hvis det var en forbrydelse at være fuld i offentligheden i Danmark, ville fængslerne være fyldt til bristepunktet. Sådan er det som bekendt ikke, men i USA er der anderledes kort snor, når det kommer til folk, der slingrer op ad gaden.

Det har Shia LaBeouf, der da heller ikke er kendt som nogen afholdsmand, igen fået at mærke, efter at han blev anholdt i byen Austin i Texas for at være beruset i offentligheden.

Det er endnu ikke klart, hvad Shia LeBeouf helt præcist har gjort, da politiet endnu ikke er kommet med nogen detaljer om anholdelsen.

- Da undersøgelsen af episoden endnu er i gang, vil vi ikke frigive flere detaljer, lyder de sparsomme informationer fra politiets officielle erklæring.

Det er ikke første gang, at den tidligere barnestjerne har haft problemer med at styre sin brandert. Sidste år blev han arresteret på Broadway i New York, da han rejste sig op under en forestilling og begyndte at råbe ad skuespillerne med en cigaret i mundvigen.

Shia LaBeuof blev efterfølgende beordret til at gennemgå tre måneders behandling for alkoholafhængighed, og samtidigt fik han besked på at opføre sig ordentligt i seks måneder. Og i forhold til rettens sidste punkt har LaBeouf faktisk timet sin fuldskab meget godt. Det er nemlig en måned siden, at prøveperioden på seks måneder var overstået.

Det lader dog ikke til, at internet-brugere har mistet interessen for actionstjernens alkoholvaner, for i øjeblikket trender Shia LaBeouf som et af de ti mest diskuterede emner på Twitter.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.