Skuespiller afslører: Jeg skal skilles
Nicolas Cage har længe gået stille med dørene, men nu bekræfter skuespilleren, at han skal skilles.
Nicolas Cage er blevet separeret fra sin kone, skuespillerinden Alice Kim. Arkivfoto.
Nicolas Cage er blevet separeret fra sin kone, skuespillerinden Alice Kim. Arkivfoto. Foto: Charles Sykes/Polfoto


Det har været holdt hemmeligt for offentligheden længe, men nu bekræfter skuespilleren Nicolas Cage, der er kendt fra film som blandt andre "Orkidé-tyven" og "Face/Off", at han er blevet separeret fra sin kone gennem 11 år, skuespillerinden Alice Kim.

Det skriver People Magazine, som af repræsentanter for stjernen har fået bekræftet, at skuespillerparret reelt har været separeret siden januar, men at de først nu har valgt at stå frem med nyheden.

Parret har sammen sønnen Kal-el Coppola Cage på 10 år.

52-årige Nicolas Cage og 32-årige Alice Kim mødte hinanden i 2004 i en restaurant i Los Angeles, hvor Alice Kim serverede for den berømte skuespiller, og to måneder senere blev parret forlovet.

Det netop afsluttede forhold er Nicolas Cages tredje ægteskab. Han har tidligere været gift med Lisa Marie Presley, datter af Elvis Presley, i næsten fire måneder i 2002, inden han anmodede om skilsmisse.

Før dette ægteskab var "National Treasure"-skuespilleren gift med kollegaen Patricia Arquette i fem år.

Den populære skuespiller har desuden en 25-årig søn fra et tidligere forhold.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.