Skuespilkomet: Modstand gør mig succesfuld
Den Oscar-nominerede filmkomet Brie Larson har fået sit store gennembrud, og hun takker sine mange nederlag for sin nuværende succes.
Brie Larson er blandt favoritterne til at vinde en Oscar for årets bedste kvindelige hovedrolle.
Brie Larson er blandt favoritterne til at vinde en Oscar for årets bedste kvindelige hovedrolle. Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


Den unge fremadstormende skuespilkomet Brie Larson har imponeret alle med sin pragtpræstation i dramaet "Room", hvor hun spiller en mor, der er spærret inde i et værelse med sin søn, som kidnapperen er far til.

Det blot 26-årige stjerneskud er bookmakernes favorit til at vinde Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrolle til årets uddeling, og trods sin umiddelbare succes fortæller skuespillerinden, at den har været længe undervejs.

- Til auditions har jeg tit fået at vide, at jeg var for pæn, for mørk, for sød, for excentrisk eller havde for buskede øjenbryn, siger Larson åbenhjertigt til People.

- Hver eneste dag fik jeg at vide, hvad jeg var, og hvad jeg ikke var - og i størstedelen af tilfældene passede det ikke med mit eget selvbillede.

Brie Larson startede for alvor som sketchskuespillerinde i det hedengangne "The Tonight Show with Jay Leno" og fik efterfølgende en masse småjob.

Senere scorede hun en stor rolle i genindspilningen af 80'er klassikeren "21 Jump Street" og spillede over for den kvindelige komikerkomet Amy Schumer i den populære film "Trainwreck", inden hun fik sit helt store gennembrud i "Room".

- Det tog mig lang tid at finde ud af, hvilke råd jeg kunne bruge, og hvilke jeg ikke kunne bruge, fortæller Larson.

- I dag har jeg vendt det til noget positivt. De mange auditions gjorde mig meget fastlåst, men gjorde, at jeg blev bedre til at spille alle andre.

Brie Larson kan ses i "Room", når den får dansk biografpremiere 17. marts, og om hendes præstation udløser en Oscar-statuette kan ses den 28. februar, hvor årets uddeling finder sted.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.