Skuddrama: Mand alvorligt såret i Göteborg
Nyt skuddrama plager Göteborg, hvor en mand blev ramt af flere skud på åben gade onsdag formiddag.
En mand er indlagt til behandling, efter han blev ramt af flere skud på åben gade i Göteborg. Politiet har ikke fanget gerningsmændene.
En mand er indlagt til behandling, efter han blev ramt af flere skud på åben gade i Göteborg. Politiet har ikke fanget gerningsmændene. Foto: Colourbox/free


En mand er indlagt til behandling for alvorlige skader, efter han onsdag formiddag blev ramt af flere skud i den svenske by Göteborg.

Flere vidner har fortalt, at de hørte skud i bydelen Gamlestaden. Ifølge øjenvidner blev der affyret flere skud, siger et øjenvidne til Expressen.

- Jeg hørte syv-otte skud affyret på gaden. Derefter flygtede den beskudte mand ind mod en butik i gaden, og nogen kørte derfra i fuld fart på en knallert, fortæller øjenvidnet.

Andre vidner siger til avisen, at en eller to formodede gerningsmænd flygtede fra stedet på en knallert eller scooter.

Skyderiet fandt sted onsdag kort efter klokken 10.

En talsmand for politiet i Göteborg bekræfter over for Expressen, at skudepisoden har fundet sted, men har derudover ikke mange oplysninger.

Politi har afspærret området og er i gang med de tekniske undersøgelser, skriver nyhedsbureauet TT.

Skuddramaet betegnes af politiet som en isoleret hændelse, skriver TT.

Göteborg har tidligere været plaget af skyderier, senest i april, da to mænd blev dræbt af skud inden for et døgn. Det ene drab fandt sted i bydelen Hisingen, det andet i Angered.

I februar blev to personer skudt i bydelen Majorna. De blev kørt på hospitalet med livstruende skader, men deres tilstand stabiliseredes senere.

Sidste år fik politiet i Göteborg meldinger om i alt 52 skudepisoder i byen. Samlet set har de kostet fire mennesker livet og såret 21 andre.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.