Skraldemand Chris måtte søge eget job og gå 5.000 ned i løn
Efter 17 år i jobbet blev Chris Sivebæk fyret som skraldemand i Guldborgsund Kommune – i to omgange. Første gang mistede han knapt 5.000 kr. om måneden. Nu skal huset måske sælges, for familiefaren kan ikke leve af midlertidige job som stilladsarbejder
Chris har været skraldemand i 17 år. Først måtte han gå 5.000 ned løn. Så blev han fyret. Nu skal huset sælges, og han må arbejde som stilladsarbejder på vikarbasis. 
Chris har været skraldemand i 17 år. Først måtte han gå 5.000 ned løn. Så blev han fyret. Nu skal huset sælges, og han må arbejde som stilladsarbejder på vikarbasis.  Thorkild David Holmboe Hay


30. september 2013 blev Chris Sivebæk fyret som skraldemand i Guldborgsund Kommune. 1. oktober fik han job som skraldemand i Guldborgssund Kommune. Og 1. maj 2014 blev han fyret igen.

Første fyring kom, da Chris Sivebæk og hans 12 kollegaers arbejde med at indsamle skrald i distrikt 3 kom i licitation. Kommunens affaldsselskab REFA sikrede ikke skraldemændenes arbejde, og alle blevet fyret. De kunne så søge deres eget job hos den nye vognmand - på vilkår som nyansatte:

"Fra den ene dag til den anden mistede jeg næsten 5.000 kr. om måneden i løn og pension. 17 års løntrin, anciennitet og retten til f.eks. sygedagpenge. Jeg skulle også forfra med optjening af de fem feriefridage, og jeg kunne fyres med en uges varsel og uden begrundelse de næste ni måneder," fortæller han.

LÆS HELE SAGEN: Gå 5.000 kr ned i løn: Kommunale skraldemænd løndumpet

Chris Sivebæks job var ellers præcis det samme – indsamling af skrald hos borgerne. Ruten var også den samme. Og det samme var kommunens affaldsselskab REFA. Men løn og rettigheder var pludselig noget helt andet.

"Vi var syv 'heldige'. Vi fik lov at beholde vores arbejde," siger han.

Et fantastisk arbejde

Chris Sivebæk fortsatte det job, han elskede. Som alle de forgangne år, glædede han sig hver dag til at komme på arbejde:

"At være skraldemand er et fantastisk job. Du går ude hver dag. Du møder borgerne, og du har gode kollegaer, du har kendt i mange år. Det er i virkeligheden nok mere en livsstil. Du har friheden til selv at bestemme farten, og når du er færdig, kører du hjem. Det ville jeg gerne have beholdt, men sådan gik det ikke," siger han.

Nu er jeg stilladsarbejder

Men selvom Chris Sivebæk i første omgang blev ansat hos den nye vognmand, blev han efterfølgende fyret.

Vognmanden HCS A/S og skraldemændenes fagforening 3F kunne ikke blive enige om en ny lokalaftale og akkord. Resultatet blev, at skraldemændene kom på timeløn og begyndte at arbejde efter reglerne. Indsamlingen af skrald tog længere tid, og kostede vognmanden flere penge.

"Jeg blev fyret i maj 2014 med en uges varsel og uden reel begrundelse. Vognmanden sagde bare, at det var blevet for dyrt," fortæller Chris Sivebæk.

Siden har skraldemanden arbejdet on/off som stilladsarbejder. I dag er han på dagpenge og har svært ved at få privatøkonomien til at hænge sammen. Han og kæresten har to børn og et hus i Nykøbing Falster, men lige nu har Chris Sivebæk minus 2.000 kr. om måneden, når regningerne er betalt.

Og familiefaren overvejer om huset skal sælges.

"Jeg købte hus dengang, jeg stadig var skraldemand. Folk skal jo altid have hentet skrald, så jeg troede, at hvis man passede sit arbejde, var skraldemand et stensikkert job til pensionen. Dengang havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, at REFA og kommunen ville lade os sejle på den her måde," siger han.

Udover Chris Sivebæk er tre skraldemænd blevet fyret. Af de ’oprindelige’ 12 skraldemænd er der i dag fire, der stadig samler skrald ind i Guldborgsund Kommune. Yderligere to ’nye’ skraldemænd har selv sagt op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.