Skotter lufter ny stemmelyst om løsrivelse
Lederen af det skotske nationalistiske parti, SNP, ønsker sig en ny afstemning om skotsk uafhængighed.
Nicola Sturgeon, lederen for det skotske nationalistparti SNP, har antydet et ønske om endnu en afstemning om skotsk uafhængighed.
Nicola Sturgeon, lederen for det skotske nationalistparti SNP, har antydet et ønske om endnu en afstemning om skotsk uafhængighed. Foto: Danny Lawson/AP


Skotterne stemte nej til uafhængighed i september, men allerede nu er ønsket om at komme til stemmeurnerne der igen, skriver Reuters.

Lederen af det skotske nationalistparti, SNP, Nicola Sturgeon, har i en tv-debat forud for det britiske parlamentsvalg antydet ønsket om endnu en afstemning om skotsk uafhængighed.

Udtalelsen kommer, til trods for at hendes forgænger, den tidligere partileder Alex Salmond, har udtalt, at den seneste afstemning om Skotlands løsrivelse var en engangsaffære.

Skotlands 5,3 millioner indbyggere var sidst til valg i september 2014 for at stemme om løsrivelse fra Storbritannien.

Inden afstemningen var der dødt løb i meningsmålingerne, men resultatet endte alligevel med et nej til uafhængighed - og en sejr til premierminister David Cameron.

Den afstemning ønsker partilederen nu gentaget, men før det overhoved kan komme på tale, skal briterne til parlamentsvalg 7. maj.

Det valg tegner sig historisk usikkert, fordi SNP og det britiske nationalkonservative og euroskeptiske parti Ukip står til stor fremgang.

Vinder den siddende premierminister, David Cameron, har han lovet en afstemning om Storbritanniens EU-medlemskab inden 2017.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.