Skotsk leder: Ingen ny afstemning om løsrivelse
Hvis briterne melder sig ud af EU, kan der blive en ny afstemning om skotsk uafhængighed, siger SNP-leder.
Lederen af Det Skotske Nationalparti, Nicola Sturgeon, lytter til talerne bag pulten ved SNP's partikongres i Aberdeen torsdag.
Lederen af Det Skotske Nationalparti, Nicola Sturgeon, lytter til talerne bag pulten ved SNP's partikongres i Aberdeen torsdag. Foto: Andrew Milligan/AP


Skotland må respektere resultatet af sidste års folkeafstemning, hvor et flertal på 55 procent af skotterne stemte nej til at løsrive Skotland fra Storbritannien.

Så der kommer ingen ny afstemning inden for den nærmeste fremtid - medmindre der er stærke tegn på, at et stort antal vælgere har ændret mening, siger partileder Nicola Sturgeon fra Det Skotske Nationalparti (SNP) under partiets kongres i Aberdeen torsdag.

- Det ville være forkert, og vi ville ikke gøre det, slår hun fast, men fortsætter:

- Hvis der er stærke og vedvarende beviser på, at folk har ændret mening, og at uafhængighed er blevet det foretrukne valg for et klart flertal i dette land, har vi ingen ret til at udelukke en folkeafstemning, og det ville vi heller ikke gøre.

Sturgeon tilføjer, at situationen er en anden, hvis Storbritanniens premierminister, David Cameron, holder sin varslede afstemning om EU-medlemskab, og briterne stemmer ja til at forlade unionen.

I så fald kan kravet om en ny, skotsk afstemning om uafhængighed blive "ustoppelig", siger SNP-lederen.

Skotterne ses generelt som langt mindre EU-skeptiske end englænderne.

Vælgernes opbakning til SNP er øget markant siden sidste års folkeafstemning, hvor den 45-årige Nicola Sturgeon overtog posten som partileder efter Alex Salmond.

Ved det britiske parlamentsvalg i maj vandt SNP 56 ud af de 59 skotske mandater, hvor det tidligere havde seks mandater. Partiets medlemstal er firedoblet siden sidste år.

Men eksperter advarer om, at det ikke er nok for SNP at være sikre på at kunne hive et "ja" til uafhængighed hjem ved en kommende folkeafstemning.

- De skal have en begrundelse, noget der har ændret sig. Det kan blive EU-afstemningen, siger professor Michael Keating fra universitetet i Aberdeen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.