En skorstensfejer har været ude for en slem arbejdsulykke i Nordsjælland her til formiddag.
Nordsjællands Politi fik klokken 11.19 i formiddags besked på, at en mand var styrtet ned gennem et tag. Kort efter rykkede Falck ud.
– Han gik oppe på et eternittag, som bristede, så han falder omkring fire meter ned, oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, til Local Eyes.
Manden faldt direkte ned i et depot fyldt med udstyr, som fiskerne bruger, og landede på et skovlblad til en trawler.
Forbipasserende kom ilende til og leverede hurtigt hjælp til den kvæstede mand, som er ilde tilredt efter turen gennem taget.
– Han har brækket benene i faldet, og var ved bevidsthed, da han blev fløjet til Rigshospitalet med helikopteren. Han skulle være udenfor livsfare, oplyser vagtchefen.
Ulykkesstedet er blevet afspærret indtil Politi og Arbejdstilsynet er færdige med deres undersøgelser.
Ifølge Ekstra Bladet behandler Nordsjællands Politi sagen som en arbejdsulykke. Det er op til Arbejdstilsynet at finde ud af, om der er sket overtrædelser af Arbejdsmiljø-loven.
Se flere videoer på Localeyes.dk