Skolelederne: Ansvar for inklusion er vores
Venstre har lanceret et ungeudspil og vil gennemføre et serviceeftersyn af inklusion i folkeskolen.
Ifølge Venstre er inklusionen i folkeskolen gået for vidt, og at folkeskolen derfor trænger til et serviceeftersyn. Arkivfoto.
Ifølge Venstre er inklusionen i folkeskolen gået for vidt, og at folkeskolen derfor trænger til et serviceeftersyn. Arkivfoto. Foto: /free


Det er op til skolerne og kommunerne at administrere ansvaret for inklusion af elever med særlige behov.

Det indskærper Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, efter at partiet Venstre mandag har præsenteret et nyt udspil på området.

I udspillet "Alle unge godt fra start" skriver partiet, at inklusionen i folkeskolen er gået for vidt, og at folkeskolen derfor trænger til et serviceeftersyn. Derfor vil Venstre bruge én milliard kroner på området i årene 2016-2020.

Der er dog grund til at minde om, at det er skolerne, som har det endelige ansvar, lyder det.

- Vi skal fastholde, at inklusion er den rigtige tilgang, og børn, der kan indgå i den tilgang, skal have lov til det. Vi skal passe på ikke at have en landspolitisk linje om, hvem der skal være med, og hvem der ikke skal. Det er en afgørelse, som træffes i den enkelte elevs tilfælde.

- Jeg er bekymret for, at politikerne skal detailstyre, hvilke elever der har fortrinsret, siger Claus Hjortdal.

Inklusionen af børn med specielle behov skal begrænses, ifølge Venstres udspil.

Partiet foreslår i første omgang et serviceeftersyn af inklusionen i folkeskolen, men vil dog ikke sætte tal på, hvor mange elever der bør flyttes til special- og friskoler. Eller hvad man forventer, det vil koste.

Udspillet møder kritik.

- Vi kan godt løfte opgaven langt hen af vejen. Vi kan altid diskutere, om nogle kommuner er gået mere vidtgående til værks.

- Nogle kommuner er dygtige, mens andre er mindre dygtige, hvilket er det samme med skolerne. Men vi kan ikke danne et fællesbillede, så derfor kan der godt komme et serviceeftersyn på den baggrund, siger Claus Hjortdal.

Inklusionsloven blev vedtaget af et bredt folketingsflertal i 2012 bestående af alle Folketingets partier på nær Enhedslisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.