Skoleleder: Ordblindetest er et godt redskab
Den nationale ordblindetest er en stor hjælp for de børn, der "sidder fast" i deres læsning.
- Testen vil kunne hjælpe os med at vurdere, hvor stort problemet er for den enkelte elev, og hvilken indsats der skal sættes i gang, siger Claus Hjortdal, formand for skolelederne.
- Testen vil kunne hjælpe os med at vurdere, hvor stort problemet er for den enkelte elev, og hvilken indsats der skal sættes i gang, siger Claus Hjortdal, formand for skolelederne. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Der bliver nu sat større fokus på at identificere ordblindhed hos danske skoleelever.

Og den nye nationale test bliver et rigtig godt redskab til at finde de elever i folkeskolen, som har læseproblemer.

Det siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

- Testen vil kunne hjælpe os med at vurdere, hvor stort problemet er for den enkelte elev, og hvilken indsats der skal sættes i gang, siger han.

Undervisningsministeriet har lanceret en ny national ordblindetest, som skal identificere elever og studerende med ordblindhed på tværs af uddannelser lige fra 3. klasse til de videregående uddannelser.

Indtil nu har der manglet en fælles praksis for, hvordan man identificerer elever med ordblindhed, og det har skabt unødvendige barrierer for elever og studerende gennem uddannelsessystemet.

- Nogle børn med ordblindhed eller læseproblemer er også ofte udfordret af andre problemer. Testen betyder, at lærerne kan afdække problemfeltet, lave en handlingsplan og vurdere om der er behov for yderligere udredning, siger Claus Hjortdal.

Det er ikke obligatorisk for skolerne at bruge testen, men der er ingen grund til at screene alle børn, mener Claus Hjortdal.

- Testen tager udgangspunkt i den enkelte elev, og det er en styrke. Derfor er der ingen grund til at gøre testen obligatorisk for alle børn. Lærerne er klart opmærksomme på problemet. Det samme er forældrene.

I Danmark er mellem tre og syv procent ordblinde, vurderes det.

Den nye ordblindetest skal bidrage til en sikker og ensartet identifikation af ordblindhed både på tværs af kommunegrænser og uddannelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.