Skolelæreren Jørgens vilde gevinst: Rippede en Irma i 130 sekunder
Han ragede til sig for 17.797,94 kroner.
- Jeg besluttede mig for at gå efter nogle luksusvarer, som vi jo normalt ikke lige går ud og køber, siger Jørgen Würtzenfeld.
- Jeg besluttede mig for at gå efter nogle luksusvarer, som vi jo normalt ikke lige går ud og køber, siger Jørgen Würtzenfeld. Foto: Privat


Hvad ville du gå efter, hvis du måtte tømme en Irma i 130 sekunder?

Folkeskolelæreren Jørgen Würtzenfeld valgte blandt andet kød, vin - og en meget dyr eddike. 

Han fik nemlig muligheden, da han vandt en fødselsdags-konkurrence i anledningen af Irmas 130 års fødselsdag.  

- Det var helt forrygende, at jeg vandt. Jeg har læst om folk, der har vundet lignende konkurrencer, og så tænkte jeg, at det nok skal blive sjovt, siger den 49-årige Jørgen Würtzenfeld til Avisen.dk.

Der gik en hel måned fra han vandt konkurrencen, til han fik muligheden for at tage, hvad han ville i en valgfri Irma-butik. Dog maksimalt seks stykker af samme varer - og ingen spiritus eller cigaretter. Han valgte Irma på Jægersborg Allé i Charlottenlund. Og så gik han ellers i gang med en grundig forberedelse.

- Der skulle lægges en plan. Jeg var ude tre gange for at tjekke op på butikken.

Han planlagde ruten, han skulle løbe gennem butikken, og hvor han skulle stille kurve og indkøbsvogne op.

- Jeg besluttede mig for at gå efter nogle luksusvarer, som vi jo normalt ikke lige går ud og køber. Blandt andet en eddike til 600 kroner, siger han.

Eddike, trøfler og oksemørbrad

Og sådan gik det. Fredag den 23. september klokken 10 scorede han i lidt over to minutter for 17.977,94 kroner luksus-varer fra Irma:

Eddike, olivenolie, trøfler, champagne, portvin, vin, økologiske flæskestege, oksemørbrad og chokolade.

De mange varer skal nydes sammen med familien inden længe. 

- Min datter har været ude for en voldsom ulykke, og derfor ligger hun lige nu på hospitalet. Hun kommer snart hjem, og så skal varerne bruges til at lave en stor middag, siger han. 

Jørgen Würtzenfeld havde anskaffet sig en kummefryser, inden hans jagt i Irma.

- Jeg bor i en andelsforening på Østerbro og måtte have tilladelse af bestyrelsen. Nu står den i kælderen med hærdet hængelås, elmåler og værdifuldt kød. Jeg havde sgu travlt inden jeg klædte Irmapigen af, siger Jørgen Würtzenfeld.

Og her er så bonnen med beviset:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.