Skolefly styrter ned under luftshow
Det lille fly forulykkede under et luftshow, og militæret på Filippinerne holder nu øvrige fly på jorden.
Begge piloter er dræbt i forbindelse med styrtet. Arkivfoto.
Begge piloter er dræbt i forbindelse med styrtet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Et mindre skolefly fra det filippinske luftvåben er lørdag styrtet ned under et flyshow, og begge piloter er dræbt, oplyser en talsmand og oberstløjtnant i militæret Enrico Canaya.

Det lille fly SF-260 FH styrtede i havet ud for byen Nasugbu, omkring 100 kilometer sydvest for hovedstaden Manila.

Luftvåbnet har straks efter ulykken pålagt 17 øvrige maskiner af samme type flyveforbud, og ulykken skal nu undersøges.

Militæret købte skoleflyet for fire år siden.

Flyet er designet og konstrueret af det italienske firma Alenia Aermacchi, og det er samlet på Filippinerne.

De første udgaver af flytypen SF-260 FH blev bygget i 1960'erne, og flyet er populært som træningsfly for piloter.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.