Skole forbyder mobiltelefoner
En nyåbnet privatskole samler tablets og mobiler ind, når børnene møder om morgenen. De får dem igen, når skoledagen er slut.
En nyåbnet skole i Nivå har forbudt smartphones og tablets i skoletiden.
En nyåbnet skole i Nivå har forbudt smartphones og tablets i skoletiden. Foto: Kasper Palsnov/scanpix arkiv


14-årige, der leger dåseskjul, og børn, der klatrer i træer, fylder fri-kvartererne på privatskolen Per Gyrum i Nivå.

Hverken i skolegården eller i klasselokalet har eleverne længere mulighed for at "like" facebook-opdateringer eller se videoer på YouTube, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

På den nyåbnede privatskole skal eleverne lægge deres mobiltelefoner og tablets i en kasse, når de møder om morgenen, og de får dem først igen, når skoledagen er omme.

- Børnene leger sammen på en helt anden måde i frikvarteret. Det sjove er, at børnene faktisk er rigtig glade for ordningen. Nogle af dem har i skjul været henne ved mig for at bede om, at ordningen bliver ved, som den er, fortæller Charlotte Bie, der er skoleleder på Per Gyrum Skolen.

Også i undervisningen forsøger ledelsen at begrænse brugen af det elektroniske legetøj.

- Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal bruge en smartphone til at undervise om det moderne gennembrud, siger Charlotte Bie, der dog ikke udelukker brugen af tablets og computere, når det giver mening i forhold til dagens undervisning.

Børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen er positivt stemt overfor ordningen, da han mener, det teknologiske udstyr kan gå ud over læringen og det sociale samvær.

- Respekten for den teknologiske udvikling er så stor, at den går forud for alt nærvær. At gå i skole handler også om at indgå i et fællesskab, og når man har sin telefon i hånden, bliver man hele tiden afledt. Ofte er der ikke tilstrækkelig opmærksomhed vendt mod den undervisning, der foregår, siger Per Schultz Jørgensen, der i sit virke som børne- og familieforsker har oplevet mange situationer, hvor mobiltelefoner forstyrrer indlæring.

For Per Schultz Jørgensen er det afgørende, at skolerne styrer børnenes teknologiske udstyr, så effekten er positiv - ikke negativ.

- Mobiltelefonerne er kommet for at blive, så derfor er det så meget desto vigtigere, at vi får nogle normer, der ikke krænker vores fællesskaber. Det skal være os, der styrer, hvornår teknologien tager over.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.