Skoldkopper tvinger 30 babyer i Odense i isolation
Et tilfælde af skoldkopper på neonatalafdelingen på Odense Universitetshospital har igangsat en større nødplan
På Odense Universitetshospital er alle børnene på neonatalafdelingen blevet isoleret for at forhindre en skoldkoppevirus i at brede sig. For tidligt fødte børn har svækket immunforsvar og er dermed ret sårbare over for sygdom.
På Odense Universitetshospital er alle børnene på neonatalafdelingen blevet isoleret for at forhindre en skoldkoppevirus i at brede sig. For tidligt fødte børn har svækket immunforsvar og er dermed ret sårbare over for sygdom. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


På Odense Universitetshospital har man isoleret de 30 babyer, som for tiden befinder sig på afdelingen for for tidligt fødte børn.

Årsagen er, at én af dem har fået skoldkopper, og nu frygter man, at sygdommen skal brede sig, fortæller DR Fyn.

- Vi har en afdeling, hvor en tredjedel af patienterne har umodne immunforsvar, så vi er nødt til at tage godt vare på dem, siger Sven Mortensen, der er specialansvarlig overlæge på neonatalafdelingen, siger han til regionalstationen.

For tidligt fødte børn har ofte nedsat immunforsvar, fordi de typisk ikke har nået at få nok af de immunstoffer fra moderkagen, som andre børn får igennem en fuld graviditet.

Derfor er de indlagte børn særligt udsatte for smitte fra de andre børn, og hvis de bliver syge, kan en skoldkoppeinfektion udvikle sig til lungebetændelse eller hjernebetændelse.

Det er endnu uvist, hvordan det smittede børn har fået overført skoldkoppevirussen, men hospitalet er ret sikker på, at sygdommen er kommet ind på afdelingen via en besøgende.

Neonatalafdelingen skal nu gøres grundigt rent, inden nye patienter kan få lov at rykke ind på afdelingen. Samtidig vil nogle fødende blive overført til Kolding Sygehus i den kommende tid.

Fordi inkubationstiden for skoldkopper er 14 dage, går der en måned, før hospitalet kan være helt sikker på, at smittefaren er væk igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.