Årets bukkejagt gik ind lørdag, men på Langeland var det en bil og dens 36-årige fører, der blev offer for et vildtfarende projektil. En 69-årig jæger har nu meldt sig som den skyldige.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Føreren af bilen kom kørende ad Lohalsvej på Nordlangeland omkring klokken 21.30, da et projektil fra en jagtriffel pludseligt gik gennem sideruden og borede sig ind i instrumentbrættet cirka 30 centimeter foran den 36-årige.
Manden kørte meget forskrækket ind til siden. Kort efter kom en jæger frem til bilen og spurgte, om der var sket noget. Da det blev konstateret, at det var der, forsvandt jægeren hurtigt igen.
Meldt sig selv
Fyns Politi efterlyste jægeren efter hændelsen. Han har søndag klokken 12 meldt sig selv. Jægeren er 69 år og fra Nordlangeland.
Jægeren var og er stadig chokeret over uheldet, skriver Fyns politi i en pressemeddelelse. Der venter nu et retsligt efterspil.
Vådeskuddet faldt i forbindelse med skud til buk.
Sikr kuglefang
Fyns Politi minder om, at jægere, der skyder mod vildt i naturen, altid skal sikre sig ordentligt kuglefang. Gør man ikke dette, kan det ende med sigtelse for overtrædelse af jagtloven og konfiskation af våben og udbytte. Typisk afgøres sagen med en bøde.
I særligt alvorlige tilfælde kan jægeren blive sigtet efter straffelovens § 252, med en strafferamme på op til otte års fængsel, hvis man i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde forvolder fare for andres liv eller førlighed.
Fra bukkejagten gik ind lørdag og frem til nu er Fyns Politi orienteret om 20 schweisshundesøgninger efter anskudt vildt på Fyn.