Skjerns målmandsmur: Vi tager to titler mere
Skjern jagter både det danske mesterskab og EHF Cuppen i denne sæson. Søndag vandt klubben pokalturneringen.
Team Tvis Holstebros Allan Damgaard i et gennembrud for næsen af Skjerns Henrik Møllgaard og René Rasmussen, men ofte blev Tvis-forsøgene reddet af Søren Pedersen i Skjern-buret.
Team Tvis Holstebros Allan Damgaard i et gennembrud for næsen af Skjerns Henrik Møllgaard og René Rasmussen, men ofte blev Tvis-forsøgene reddet af Søren Pedersen i Skjern-buret. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Guldmedaljerne fra søndagens pokalfinale bliver ikke de eneste, som Skjern Håndbold skal have hængt om halsen i denne sæson.

Det siger målmand Søren Pedersen, der med flere store redninger i slutfasen var med til at afgøre kampen.

- Sejren betyder utrolig meget for mig. Det er titler, man higer efter som håndboldspiller.

- Det er noget, som både trænere og spillere har arbejdet for i hele sæsonen, og det er dejligt, vi allerede kan tage den første titel i sæsonen. Så tager vi to til, siger målmanden.

Skjern Håndbold er stadig med i EHF Cuppen, ligesom holdet også er med i Boxer Ligaens slutspil.

Søren Pedersen fik i løbet af anden halvleg taget til at ryste, da målmanden skreg glæden ud af kroppen efter sine mange redninger. Skjerns målmandsmur er meget ydmyg omkring sin egen præstation.

- Jeg har de redninger til sidst, der gør, vi ikke behøver at score alverdens gange. Rasmus Lind står også en rigtig god kamp i den anden ende, men da kampen skal afgøres, er jeg dygtig og lidt heldig.

- Som det altid er med vores kampe mod Tvis, så er det ikke særlig kønt. Tvis dækker godt op, og det bliver nogle helt andre løbebaner. Vi lykkedes rigtig godt i forsvaret, og det er med til at vinde kampen for os, siger målmanden.

Skjern vandt finalen 24-20 efter at have været bagud 11-12 ved pausen. I pausen blev Søren Pedersen skiftet ind på målet i stedet for Kristoffer Laursen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.