Skjern vandt i sidste sekund i Champions League
Skjern scorede i kampens sidste sekund, da HC Metalurg Skopje blev nedlagt i Vestjylland med 20-19.
Kasper Søndergaard og Skjern vandt i sidste sekund hjemme mod Metalurg Skopje i Champions League.
Kasper Søndergaard og Skjern vandt i sidste sekund hjemme mod Metalurg Skopje i Champions League. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Skjern var i alvorlige problemer på hjemmebanen i Vestjylland, hvor HC Metalurg Skopje fra Makedonien var modstanderen i søndagens Champions League opgør.

Kampen endte dramatisk, da Skjern scorede sejrsmålet til 20-19 i absolut sidste sekund, hvilket betyder, at Skjern topper gruppe D med seks point efter fire kampe.

Hjemmeholdet og de makedonske gæster stod nemlig inden kampen begge noteret for fire point for tre kampe, så det var vigtige point, der var på spil i Skjern Bank Arena.

I første halvleg fik værterne dog aldrig rigtig spillet til at flyde, og derfor kunne Metalurg gå til pause med en føring på 10-8.

Skjern havde på forhånd fokuseret på vigtigheden af at vinde sine hjemmekampe i Champions League, efter at det blev til et nederlag på fem mål ude til ukrainske Motor Zaporozhye i sidste weekend, hvilket var Skjerns første i turneringen efter to sejre.

Det mindede Skjern-træner Ole Nørgaard muligvis spillerne om i pausen, for i anden halvleg kom vestjyderne bedre med i kampen. Markus Olsson scorede sit femte mål og udlignede til 13-13 efter 40 minutter.

Samtidig begyndte Søren Pedersen at tage fra i målet, hvor han også pillede et makedonsk straffekast. Derfor var det lige pludselig Skjern, som havde teten i en kamp, hvor holdet ellers halsede efter i en perioder.

For mens makedonerne ikke kunne passere Søren Pedersen, kunne Lasse Mikkelsen høvle bolden i mål til stillingen 18-16. Metalurg-spillerne anført af en stærkt spillende Janko Bozovic lagde sig dog ikke ned.

Med kun 50 sekunder tilbage på uret udlignede Bozovic til 19-19.

Det lignede dog, at Skjern løb med sejren, da hjemmeholdet fik bolden i nettet fem sekunder før tid. Fejlagtigt dømte det tyrkiske dommerpar dog overtrådt, så Skjern i stedet fik et frikast med fire sekunder tilbage på uret.

Metalurgs Bojan Madjovksi var dog så ivrig i situationen, at han væltede Skjern-spilleren, som havde bolden i hånden, omkuld, inden spillet var sat i gang.

Det kostede en to minutters udvisning, og på det efterfølgende frikast gav det plads til Jesper Dahl, som i kampens sidste sekund sendte bolden op i krydset fra sin position på højre fløj.

Herefter eksploderede Skjern-spillerne i jubelscener og fejrede de vigtige point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.