Skjern truer Bjerringbro-Silkeborg i slutspillet
Afgørelsen i slutspilsgruppe 1 er udsat til på tirsdag, efter at Skjern lørdag bankede Bjerringbro-Silkeborg.
Kasper S¿ndergaard og Skjern-holdet slog sikkert Bjerringbro-Silkeborg i lørdagens opgør.
Kasper S¿ndergaard og Skjern-holdet slog sikkert Bjerringbro-Silkeborg i lørdagens opgør. Foto: Bonnerup Claus/Free


Med en sejr over Bjerringbro-Silkeborg holder Skjern liv i en spinkel chance for at nå DM-semifinalerne i håndboldherrernes slutspil.

Selv om Bjerringbro-Silkeborg lørdag blev besejret med 31-23 i Skjern, så er der fortsat flere brikker, der skal falde på plads for Kasper Søndergaard og resten af Skjern-holdet, når gruppe 1 bliver afgjort tirsdag aften.

Skjern er før sidste spillerunde et point efter lørdagens modstander, der derfor godt kunne tåle en lussing i Skjern.

Bjerringbro-Silkeborg åbnede stærkt med kampens to første scoringer, men så begyndte det at gå galt for gæsterne.

Tre Skjern-scoringer i træk satte hjemmeholdet i gang, og ved pausen var føringen udbygget til 13-9.

I anden halvleg var billedet det samme til stor frustration for Bjerringbro-Silkeborg-træner Peter Bredsdorff-Larsen.

Han kan dog trøste sig med, at midtjyderne tirsdag aften med en sejr på hjemmebane over Sønderjyske har en ny chance for at sikre sig en plads i DM-semifinalerne.

Hvis kampen ender med pointtab, så kan Skjern knibe sig videre til semifinalerne på bekostning af Bjerringbro-Silkeborg. Det kræver dog sandsynligvis en udesejr over Team Tvis Holstebro.

Grundspilsvinderen Team Tvis topper gruppe 1 med otte point foran Bjerringbro-Silkeborg med seks point. Skjern følger efter med fem point, mens Sønderjyske har fire point på sidstepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.