Skjern prioriterer pokalturnering lige så højt som CL
Århus Håndbold skal ikke forvente, at Skjern slækker det mindste på tingene i onsdagens indbyrdes pokaldyst.
Kasper Søndergaard og Skjern vil ikke slække det mindste på tingene i onsdagens pokalkamp mod Århus Håndbold.
Kasper Søndergaard og Skjern vil ikke slække det mindste på tingene i onsdagens pokalkamp mod Århus Håndbold. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Skjern er med i tre turneringer, men hverken Champions League eller Boxer Herreligaen bliver prioriteret højere end pokalturneringen.

Onsdag aften vil Skjerns Kasper Søndergaard derfor gøre alt for at vinde kvartfinalen ude mod Århus Håndbold, så holdet kommer med blandt de bedste fire hold i Final4-stævnet senere på sæsonen.

- Lige nu skal vi prioritere den kamp rigtig højt. Det er faktisk den eneste turnering, vi kan ryge ud af, hvis vi taber. Hvis vi vinder den, så er vi videre. Og vi vil gerne med i Final4, siger Søndergaard.

- Det tager nogle kræfter at være med i tre turneringer, men det er også fedt. Det er virkelig sjovt, og vi nyder det hver eneste gang, vi går på banen. Det er en meget vigtig kamp, siger han.

Skjern-træner Ole Nørgaard ærgrede sig over søndagens 25-29-nederlag hjemme til Kadetten Schaffhausen i Champions League, men der skal ikke slækkes på ambitionen i pokalen af den grund.

- Vi prioriterer alt lige højt, og det vil sige, at vi vil give den maksimalt gas. Uanset hvilken kamp vi spiller, så går vi efter at vinde, siger Nørgaard.

- Når det ikke lykkes, er vi rigtigt skuffede. Vi er i et program, hvor vi bare spiller kampe hele tiden. Og når man er det, så skal man være dygtig til at gøre sig klar til næste kamp.

- Enten ryster man et nederlag af sig, eller også går man ganske kortvarigt med armene oppe, når man har vundet, men det står 0-0 hver gang, man starter, og det skal vi være klar på, fastslår han.

Sidste sæson vandt Skjern pokalturneringen. Kampen mellem Århus Håndbold og Skjern begynder klokken 18.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.