Skjern-keeper: Nu bliver den fysiske træning sjovere
Efter komprimeret kampprogram har Skjern-spillerne nu en uges kamppause, og her skal fysikken bygges op igen.
Morten Balling (grøn) og holdkammeraterne fra Skjern rejste sig lørdag mod KIF Kolding København efter midtugens pokalexit.
Morten Balling (grøn) og holdkammeraterne fra Skjern rejste sig lørdag mod KIF Kolding København efter midtugens pokalexit. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Spillerne fra Skjern leverede en mandfolkeindsats, da holdet lørdag vaskede det hårde pokalnederlag mod Århus Håndbold fra midtugen væk med en klar sejr hjemme over mestrene fra KIF Kolding København.

Mod Århus Håndbold smed Skjern en syvmålsføring væk og tabte efter to gange forlænget spilletid og straffekastkonkurrence, så sejren over KIF Kolding København i ligaen havde stor betydning for spillerne.

- Det var en meget, meget vigtig sejr, og nu har vi en god pause på en uges tid, hvor vi kan få trænet noget fysisk, og det er sjovere, når man har to point i bagagen, siger målvogter Søren Pedersen til Ritzau.

Skuffelsen var stor efter pokalnederlaget, men det tætte kampprogram har faktisk været en fordel, mener Skjern-målvogteren.

- Vi har så komprimeret et program, så vi har slet ikke mulighed for at gå og dunke hinanden i hovederne.

- Vi skulle være klar til at få det bedste ud af denne her kamp mod Kolding, som også var sindssygt vigtig for os, og det er klart, at vi får et boost af det her, siger Søren Pedersen.

Trods 80 minutters håndbold i kroppen tre dage før kampen mod mestrene, virkede Skjern ovenpå fysisk.

- Cadeau til vores fysiske stab. Den har været på overarbejde. Kroppen er selvfølgelig øm, men vi er vant til at spille i det her program, og vi er i rigtig god form, lyder det fra Søren Pedersen.

Med sejren rykkede Skjern forbi KIF Kolding København i tabellen, hvor holdet nu er nummer et point efter Aalborg. Skjern har endda en kamp til gode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.