Skjern jagter videre avancement fra CL-gruppe
En sejr ude over Metalurg Skopje søndag vil sende Skjern Håndbold videre fra Champions Leagues gruppe D.
Skjern Håndbolds Daniel Svensson bliver testet til det sidste inden opgøret søndag i Champions League ude mod Metalurg Skopje.
Skjern Håndbolds Daniel Svensson bliver testet til det sidste inden opgøret søndag i Champions League ude mod Metalurg Skopje. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Med en sejr er Skjern Håndbold sikker på at gå videre fra gruppe D i Champions League, når vestjyderne søndag gæster Metalurg Skopje.

Skjern har før opgøret 11 point for otte kampe på andenpladsen efter Motor Zaporozhye, der har 14 point for en kamp mere.

Baia Mare følger efter på tredjepladsen i gruppen med ni point for samme antal kampe som Skjern, men Skjern er bedre end rumænerne indbyrdes.

Formatet i Champions League er forskelligt i de fire grupper. I grupperne C og D mødes gruppevinderne med nummer to i den modsatte gruppe om en plads i 1/8-finalen.

Derfor vil en sejr til Skjern betyde, at holdet er sikret en kamp om en plads i 1/8-finalen.

Skjerns Morten Balling forventer, at man specielt skal holde øje med Janko Bozovic hos Metalurg Skopje.

- Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at hente point i Skopje, så skal vi have langt mere kontrol over Janko Bozovic. Han gjorde livet svært for os i det første opgør og scorede nærmest efter behag. Det må ikke ske igen, siger Morten Balling til Skjerns hjemmeside.

Han er dog fortrøstningsfuld inden opgøret i Makedonien. Selvtilliden er i behold i Skjern, som topper Boxer Herreligaen i øjeblikket med 18 point

- Vi går benhårdt efter at få lukket gruppen. Det bliver en vanskelig opgave, men vi er inde i en god periode, så selvtilliden er i top, siger Morten Balling.

Hos Skjern er der tvivl om Daniel Svensson, som måtte humpe ud mod Elverum i sidste weekend, og som også stod over i den hjemlige liga i onsdags, da Skjern ude vandt 30-25 over Mors-Thy Håndbold.

- Der er fremgang med låret, og jeg er meget positiv omkring det. Jeg bliver testet helt op til kampstart, men jeg regner stærkt med at være klar, siger Daniel Svensson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.