Skjern besejrede topholdet fra Aalborg i 888 Ligaen
Skjern tog føringen fra kampens start og vandt fredag en fortjent sejr over Aalborg Håndbold.


Skjern Håndbold vandt fredag over topholdet i 888 Ligaen, Aalborg Håndbold, da vestjyderne på hjemmebane tog en sejr på 31-28.

Med sejren indtager Skjern nu tredjepladsen med 16 point, mens Aalborg stadig ligger på førstepladsen med 18 point.

Skjern tog styringen fra kampens begyndelse, men en storspillende Sander Sagosen fra Aalborg sørgede for at holde sit hold inde i kampen i første halvleg.

Sagosen stod for hele ti scoringer i løbet af kampen.

Også Skjerns Markus Olsson spillede en stor kamp. Han fejrede sin kontraktforlængelse med klubben ved at score seks mål.

Skjern var i kontrol kampen igennem, men mod slutningen var det lige ved at gå galt for vestjyderne.

Med to minutter tilbage af opgøret var stillingen 29-28 til Skjern, og føringen var altså reduceret til et enkelt mål.

Men Skjern bevarede fokus og kørte sejren hjem med to scoringer i kampens døende minutter.

Skjern møder onsdag TTH Holstebro på udebane i 888 Ligaen, mens mestrene fra Aalborg skal på besøg hos KIF København næste lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.