Skjern åbner håndboldliga med sejr over oprykker
Tønder sled for at hænge på, men kunne ikke forhindre Skjern i at rejse hjem med en komfortabel sejr.


Skjern Håndbold åbnede tirsdag herrernes håndboldliga, der nu hedder 888 Ligaen, med en ventet sejr i premierekampen.

Skjern hentede en udesejr på 29-26 over oprykkerholdet fra TM Tønder.

Favoritten fik den bedste start på kampen og bragte sig foran med 10-6 midtvejs i første halvleg, men med en god slutspurt op til pausen lykkedes det for Tønder at komme på 12-12, men Skjern gik dog til pause foran 13-12.

Straks fra anden halvlegs begyndelse satte Skjern sig dog atter på opgøret og fik skabt et forspring på seks mål efter ti minutter.

Det var Tønder ikke i stand til at svare tilbage på. Mod slutningen af kampen halede hjemmeholdet dog en smule ind på Skjern, så sejren blot lød på tre overskydende mål.

Hos Skjern stod Lasse Mikkelsen stærkt i billedet med ti mål, mens Nikolai Enderlith blev topscorer for hjemmeholdet med syv scoringer.

De øvrige seks kampe i første spillerunde afvikles alle onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.