Skipper: Vi har behov for en mere nuanceret debat
Lad os diskutere, hvordan vi løser problemerne - og ikke hvorvidt venstrefløjen er berøringsangste, lyder det.


- Jeg er ikke berøringsangst.

Sådan lyder det fra Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, efter at SF-formanden Pia Olsen Dyhr har meldt ud, at venstrefløjen er berøringsangste for at tale om bestemte dele af integrationen.

Debatten er blusset op som reaktion på de mange anmeldelser om seksuelle overgreb i Köln og andre byer.

- Jeg mener ikke, der er tale om berøringsangst. Der er givetvis nogle på venstrefløjen, der er berøringsangste. Men for mig at se er der behov for en meget nuanceret debat, for der er selvfølgelig tale om nogle helt uhyggelige, groteske og sexistiske overgreb på kvinder.

- Og det skal vi gøre noget ved, siger Pernille Skipper til Ritzau.

Ifølge Pernille Skipper bliver debatten svær, fordi der er en højrefløj, der forsøger at fremstille det som om, at hvis ikke man mener, at alle med mellemøstlig baggrund skal kyles ud af Europa, så bakker man på en eller anden måde op om overgrebene.

- Og den vogn vil vi i Enhedslisten ikke spændes for, siger hun.

Men ifølge den iranskfødte feminist, venstrefløjsdebattør og blogger på jp.dk Jaleh Tavakoli modsiger Pernille Skipper sig selv, når hun i Jyllands-Posten er citeret for, at hun ikke mener, at venstrefløjen er berøringsangste, men at de nogle gange i venstrefløjen har haft berøringsangst.

- Hun siger, hun ikke er berøringsangst, men samtidig argumenterer hun for, hvorfor hun ikke tør berøre de her emner, siger Jaleh Tavakoli, som ikke mener, at fakta fylder nok i diskussionen.

- Folk taler ud fra deres følelser og relativistiske sammenligninger med eksempelvis Roskilde Festivalen. Der er forskel på tingene. Ofte undgår de emnet, fordi de synes, det er svært.

Men ifølge Pernille Skipper er det helt klart, at der er minoritetsgrupper - også i Danmark - hvor undertrykkelse og sexisme er et meget stort problem. Og det skal turdes at sige højt. Og det tør hun.

- Det tror jeg, vi alle sammen tør. Det, som er interessant at diskutere, er, hvordan vi bekæmper det.

- Kvinder som bliver udsat for seksuelle overgreb får en alt for dårlig behandling i retssystemet. En anden ting er den æresrelaterede konflikt og vold. Der skal vi være bedre til at forebygge, og der skal være flere hjælpende hænder, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.