Skipper til "uforsvarlige" Løkke: Du tager penge fra børn, syge og ældre
Danmark har brug for flere varme hænder - og ikke skattelettelser til de rige, raser Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.
Af Maria Jeppesen
MERE
Vi skal have flere varme hænder - ikke skattelettelser, mener Pernille Skipper (EL). 
Vi skal have flere varme hænder - ikke skattelettelser, mener Pernille Skipper (EL).  Foto: Asger Ladefoged/Scanpix/Arkiv


Statsminister Lars Løkke Rasmussen løftede i går aftes på Facebook sløret for regeringens plan for skattelettelser. 

Her gjorde han det klart, at Venstre-regeringen ønsker at sænke skatten i toppen, som har været et ultimativt krav fra støttepartiet Liberal Alliance. Dog vil bunden også blive lempet på skatten ifølge regeringens 2025-plan. 

Men Enhedslisten finder regeringens plan direkte økonomisk uforsvarlig. Her mener partiets politiske ordfører, Pernille Skipper (EL), at pengene i stedet burde gå til fælles velfærd, der kommer alle til gavn. 

Risikabelt 

- Jeg tror, at der er rigtig mange, der slet ikke kan forstå, hvorfor vi skal kaste endnu flere penge efter skatterabatter, når der er så afsindigt behov for flere varme hænder og en ordentlig indsats i velfærden, udtaler Pernille Skipper i en pressemeddelelse. 

Hun mener, at Løkkes plan i realiteten vil betyde nedskæringer på ældrepleje, børnehaver, folkeskolen og hospitalerne, når der i fremtiden er flere borgere, når får brug for velfærden. 

- Det er økonomisk uansvarligt, at bruge penge på at sænke skatten her og nu uden at vide, om pengene kommer ind igen senere. Det er meget risikabelt at finansiere skatterabatter med dynamiske effekter og antagelser om, at folk vil arbejde mere. Det er jo penge, som vi risikerer at mangle i kassen om få år og begrunde nye nedskæringer, lyder det blandt andet fra Pernille Skipper. 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.