Et opgør med stigende økonomisk ulighed bliver et hovedkrav fra Enhedslisten til en eventuelt fremtidig socialdemokratisk ledet regering.
Partiet ærgrer sig svært over, at Socialdemokraterne ikke allerede nu vil love at fjerne de såkaldte fattigdomsydelser - kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen - men politisk ordfører, Pernille Skipper, lover kamp til stregen.
- Jeg ser ikke for mig, at Enhedslisten sidder som politisk flertal bag en regering, der ikke knækker ulighedskurven, siger hun i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Mødet finder sted i boligområdet Herredsvang ved Aarhus, hvor der ifølge partiet bor mange mennesker, der bliver ramt af netop integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen, som Venstre-regeringen har indført.
Dem vil partiet forsøge at mobilisere frem mod næste valg, understreger Skipper. Men det bliver ikke kun klassisk mobilisering af græsrødderne, der skal sikre partiet indflydelse.
- Vi kigger da også mod, hvad Liberal Alliance har gjort, siger Pernille Skipper.
- Der er mange værktøjer, man kan tage i brug.
Skipper langer flere gange under pressemødet ud efter den tidligere socialdemokratisk ledede regering. Den daværende regering anført af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) var ansvarlige for en stigende ulighed, lyder det.
Vil Mette Frederiksen være en bedre statsminister for jer end Helle Thorning?
- Det er svært at sige, om det er anderledes med Mette Frederiksen end Helle Thorning. Det er ikke noget, der har vist sig for os endnu, at det er anderledes.
- Tværtimod, så kan man høre fra den socialdemokratiske gruppeformand, at man har tænkt sig at fortsætte den her revolver-politik, hvor man tror, man kan true sig til hvad som helst.
/ritzau/