For præcis en uge siden kom det frem, at den excentriske og verdenskendte filminstruktør Lars von Trier skulle skilles fra sin kone gennem 20 år, Bente Trier.
Parret havde i sidste uge ingen yderligere kommentarer til bruddet. Men i dag har Lars von Trier udsendt en pressemeddelelse, hvor han erkender, at han var sin hustru utro.
Det, som har fået ham til at reagere, er den nye bog 'Mænd, der bærer min kiste'. Den er ifølge Trier en nøgleroman, som han selv optræder i.
Trier skriver ifølge flere medier i pressemeddelelsen:
'På trods af at have afskrevet mig muligheden for at kommentere på min skilsmisse, har jeg valgt at bryde princippet i forbindelse med udgivelsen af bogen: 'Mænd bærer min kiste', for om muligt at lette presset på min familie.
I denne nøgleroman optræder en karakter benævnt geniet, hvis gøren og laden jeg til dels kan genkende som mig selv. Jeg står altså ved at ha haft et seksuelt forhold til bogens forfatter, hvilket jeg beklager overfor min familie, da det selvfølgelig har gjort dem kede af det!
Min kommentar er at bogen, for at føje spot til skade, med en modbydelig sadistisk fryd går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter.'
Ekstra Bladet skriver, at avisen har fået bekræftet, at Lars von Trier har haft et forhold til bogens forfatter. Ingen medier har endnu haft held til at få romanforfatteren i tale.