Skidt for Magnussen: Alonso tilbage på jobbet
Spanieren Fernando Alonso arbejder nu igen i simulatoren hos McLaren. Dermed kan han være tilbage i næste uge.
Spanske Fernando Alonso arbejdede hele onsdag i McLarens simulator i Woking, skriver Reuters.
Spanske Fernando Alonso arbejdede hele onsdag i McLarens simulator i Woking, skriver Reuters. Foto: Miguel Morenatti/AP


Kevin Magnussens comeback i Formel 1 kan være forbi for denne gang.

Han blev gjort til reservekører hos McLaren, da Fernando Alonso kom til før denne sæson, men med spanierens uheld under træningen for en måneds tid siden, var Magnussen tilbage i bilen ved sæsonens første grandprix i Melbourne.

Nu arbejder Fernando Alonso imidlertid igen i simulatoren i McLarens hovedkvarter i Woking i England.

Onsdag havde han en hel arbejdsdag i simulatoren, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Til sine følgere på det sociale medie Twitter siger Alonso selv, at onsdag var en "rigtigt god dag".

Ifølge McLaren havde den tidligere dobbelte verdensmester arbejdet på løbsprocedurer og kvalifikationsprocedurer.

Alonso har også lagt billeder på Twitter af sig selv, der styrketræner og svømmer, ligesom han den seneste uge flere gange har meddelt, at han løber og svømmer.

Han forventer at være med i det næste grandprix i Malaysia i næste uge.

McLaren havde en skidt indledning på sæsonen. Kevin Magnussen og Jenson Button kvalificerede sig til de bageste positioner i grandprixet. Magnussens bil nåede slet ikke til start i Melbourne, da den gik i stykker kort før løbet.

Button blev nummer 11 og sidst af de biler, som gennemførte - han blev passeret af verdensmesteren Lewis Hamilton med to omgange.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.