Skidt afslutning sender dansk golfkvinde ud af toppen
OL-golfhåbet Nanna Koerstz Madsen sluttede andendagen af med to bogeys og får svært ved at vinde i Skotland.
Nanna Koerstz Madsen indtager sjettepladsen i Aberdeen efter en runde lørdag i par. (Arkivfoto).
Nanna Koerstz Madsen indtager sjettepladsen i Aberdeen efter en runde lørdag i par. (Arkivfoto). Foto: Pavel Nemecek/Polfoto


Nanna Koerstz Madsen får svært ved at vinde Ladies European Tour-turneringen Scottish Open i Skotland.

Den 21-årige golfspiller formåede ikke at fastholde sin andenplads på lørdagens runde, hvor hun raslede ned på sjettepladsen.

Før søndagens sidste finalerunde er nordsjællænderen seks slag efter waliseren Becky Morgan på førstepladsen.

Det var primært en skidt afslutning, der kom til at koste dyrt på lørdagens runde. Nanna Koerstz Madsen var to under par, da hun gik ind til de to sidste huller, der endte med to bogeys.

Danskeren har dermed prøvet at lave en birdie og en bogey på det afsluttende hul 18, da det gik bedre for hende på åbningsrunden.

En runde i par betyder, at Nanna Koerstz Madsen samlet er fire slag under par. Becky Morgan er alene i spidsen - ti slag under par.

Nanna Koerstz Madsen skal i august repræsentere Danmark ved OL i Rio sammen med Nicole Broch Larsen, der ikke deltager i Skotland.

Landsmændene Malene Jørgensen og Emily Kristine Pedersen er placeret længere nede i feltet på som nummer 18 og 40.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.