Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har sendt en regulær skideballe efter mine meddebattører. Men det skete i går aftes i TV2-studiet på Kvægtorvet i Odense. Dog først efter, at mikrofonerne blev slukket. Lidt opdragelse har man vel.
Anledningen til mit besøg i den fynske hovedstad var, at TV2 havde sat sig for at arrangere en socialpolitisk debat i kølvandet på ”22 Skammelsen” og med afsæt i programmerne om at være ”På røven i Nakskov”.
Jeg havde slået mig lidt i tøjret over at skulle hele vejen til Odense så sent på aftenen og foreslået, at jeg i stedet kunne deltage fra studiet i København. Men det kunne jeg ikke. Og da tv-transmitterede socialpolitiske debatter er blevet en sjældenhed, som jeg nødig går glip af, takkede jeg ja.
Så langt så godt.
NÆSTEN TRE TIMER efter, at jeg forlod min hjemlige udsigt til aftensol, var vi ved at være klar til debatten. I studiet var vi fire gæster. To folketingspolitikere (Sophie Løhde (V) og Maja Panduro (S)), Jann Sjursen fra rådet for Socialt Udsatte og undertegnede. Med på storskærm var Irene Rasmussen fra programserien og Lisbeth Zornig.
Allerede her havde Skammelsen forregnet sig. Det var alt for mange mennesker til alt for kort tid. Jeg havde i dagens løb fået en mail om, at vi skulle diskutere, hvordan det kan være, at fattigdommen vokser, og hvad vi skal gøre ved det. Så det havde jeg naturligvis forberedt mig på at sige noget om.
Det, jeg ville have sagt, hvis jeg ellers havde fået muligheden, var, at der er sket et dramatisk skift i vores samfund, hvor den socialpolitiske debat er blevet erstattet af en økonomidebat og en ekstrem mistænkeliggørelse af alle, som beder om hjælp fra det offentlige.
At de få, der snyder, har fået al opmærksomheden, og at det sker på bekostning af at komme landets sociale problemer til livs. At den fuldstændig ligegyldige sætning om, at "det skal kunne betale sig at arbejde", har udskiftet det solide sociale og økonomiske sikkerhedsnet, vi engang var så stolte af, med et spindelvæv som er klippet så fuld af huller, at dem med de tungeste problemer brager lige igennem det.
MINE LØSNINGSSVAR var i al sin enkelthed, at vi skal tilbage til at bruge kræfterne på at hjælpe mennesker i social nød i stedet for at lede efter mulighederne for at lade være. Desværre fik jeg ikke sagt ret meget af det.
Efter en kort præsentationsrunde, hvor jeg i øvrigt blev præsenteret som noget, jeg har været (tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening) og ikke som det, jeg er (socialrådgiver og chefkonsulent på professionshøjskolen Metropol) gik vi omsider i gang.
Og det var utvivlsomt meget, meget moderne med store skærme på væggen, små devices i ørerne og en studievært som piskede rundt og stillede spørgsmål i øst og vest. Men debatten? Vor herre bevares. De to folketingspolitikere gik totalt i valgkampsmode, og slugte de fleste af de dyrebare minutter til dels bare at give alle ret i alt og dels at tage endnu en enerverende runde i manegen om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
JEG SKAL IKKE TRÆTTE nogen med at gentage det, der blev sagt, for vi har alle sammen hørt det tusind gange før. Men hov – så var tiden gået. ”Det gik søreme hurtigt”, konstaterede Maja Panduro.
Og så var det altså, at proppen røg af. Én ting var, at Skammelsen totalt havde overvurderet sine evner til at styre forsamlingen og få noget fornuftigt ud af det. Det var i sig selv frustrerende. Men at de to folkevalgte stort set kuppede hele debatten med deres evindelige partipolitiske slagsmål og inkompetente debatform, var mere, end jeg stiltiende kunne lade passere.
Så alt imens jeg rasende flåede mikrofonen af, fik jeg sagt nogle meget klare ord i en meget lang sætning om, hvor upassende jeg syntes, det var. Heller ikke dem skal jeg gengive her, men jeg lover, at de ikke var til at misforstå. I hvert fald smed Skammelsen slipset under talestrømmen, så lidt indtryk gjorde den vist.
WELL. Da jeg omsider var landet hjemme i Herlev igen kort før klokken 01, satte jeg mig til tastaturet med et kæmpe glas kold hvidvin, og skrev denne blog. Så nu er jeg faldet ned igen. Og jeg kommer glad og optimistisk også til at stille op til den næste socialpolitiske debat, jeg bliver inviteret til. Og den næste. Og den næste. På et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes mig at få den til at handle om socialpolitik.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.