Skib får lov til at brænde ud ved Bagenkop
Kort efter middag er et skib brudt i brand syd for Langeland. Fire personer er blevet reddet i land.


Kraftig røg driver onsdag aften fortsat ind over det sydlige Langeland, og politiet opfordrer alle til at søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.

Røgen stammer fra skibet Umeo Ventus, der ligger cirka 60 meter ud fra Bagenkop, som ligger vest for Bagenkop Havn.

- Røgen lægger sig som en tung dyne over land, siger Erik Skov, vagtchef ved Fyns Politi.

Langelændere, der bor i området syd for Søndenbro og nord for Voster mellem Bagenkop og østkysten af Langeland, skal holde sig inden døre. Røgen er giftig, og hvis man har indåndet den og får det dårligt, skal man kontakte vagtlægen.

Et tysk marinefartøj har onsdag forsøgt at slukke branden på det 27 meter lange skib, men vandet er ikke dybt nok til, at tyskerne kan komme tæt nok på skibet.

- Det får lov til at brænde ud. Fra søsiden er vanddybden for lav, og vi kan ikke komme ud til skibet med slanger fra land, for det er for dybt for mandskabet, fortæller Henrik Larsen, der er indsatsleder ved Langelands Beredskab.

Skibet var onsdag middag netop stævnet ud fra Bagenkop Havn, da det brød i brand. Fire mænd var om bord, men det lykkedes dem at komme væk i en redningsflåde. De blev samlet op af lokale i en kutter og kørt til Svendborg Sygehus.

Den ene af de fire mænd har onsdag aften forladt sygehuset, mens de øvrige er indlagt til observation for røgforgiftning. Politiet forventer, at de bliver udskrevet inden midnat.

Umeo Ventus var onsdag på prøvesejlads efter at være blevet repareret. Branden skyldes muligvis en eksplosion i motorrummet.

Den Maritime Havarikommissionen skal nu fastlægge den præcise årsag til branden, og der skal foretages søforhør, hvilket er normal praksis ved ulykker til søs.

Det er endnu uvist, hvor længe branden vil fortsætte, fortæller Erik Skov.

- Det kommer an på vind og vejr. Som det ser ud lige nu, forventer man, at det brænder natten over, siger vagtchefen onsdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.