Skeptisk DBU-formand forventer lavere lønninger i Fifa
Jesper Møller glæder sig over styrket transparens i Fifa, men stiller sig uforstående over for høje lønninger.
Jesper Møller finder de høje lønninger i Fifa forkerte.
Jesper Møller finder de høje lønninger i Fifa forkerte. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, glæder sig over ny åbenhed i økonomien hos Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Men i samme moment stiller han sig uforstående over lønniveauet blandt toplederne.

- Vi har i årevis efterlyst flere reformer og mere åbenhed i Fifa, både om de store beslutninger og om økonomiske forhold. Derfor er det godt at se, at den åbenhed nu kommer, siger Jesper Møller til DBU.dk.

- Til gengæld er jeg både skeptisk og meget uforstående overfor, at de tidligere ledere i Fifa har haft så høje lønninger i en verden, hvor vi har mange tusinde mennesker, der arbejder frivilligt og ulønnet.

- Efter min opfattelse er det helt forkert og uforståeligt, at det har kunnet lade sig gøre. Vi forventer, at det bliver ændret i den nye FIFA-ledelse, tilføjer formanden.

Reaktionen kommer dagen efter, at Fifa offentliggjorde det økonomiske resultat for 2015. Det viste et underskud svarende til 800 millioner kroner.

I samme ombæring offentliggjorde Fifa lønomkostningerne til den øverste ledelse. Her fremgik det, at den suspenderede præsident, Sepp Blatter, i 2015 blev aflønnet med et beløb svarende til 24 millioner kroner.

Til sammenligning tjener Jesper Møller 750.000 kroner om året.

Fifa med den nye præsident, Gianni Infantino, har meddelt, at Fifa skal have balance i økonomien i løbet af de næste par år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.