Lær dig selv bedre at kende, opnå indre ro og bliv robust.
Tilbuddene står i kø, hvis du søger efter en landets mange coaches, der tilbyder at booste din karriere. Men der er god grund til at se sig grundigt for, når du bevæger dig ind i coachingjunglen, advarer flere eksperter.
En af de kritiske røster er psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann, der blev kendt for at gøre op med selvhjælpskulturen og tendensen til altid at mærke efter iklædt en evig ja-hat.
- Det er et helt frit marked. Enhver kan kalde sig coach og ekspert i coaching. Det er fuldstændig ureguleret. Men hvis man ikke ved det, kan man falde for hvad som helst, siger han til Avisen.dk.
Han sætter også spørgsmålstegn ved, om timerne i stolen hos en coach egentlig gavner karrieren. I en tid, hvor skolelærere, sygeplejersker og pædagoger konstant bliver målt og vejet, bør man også måle effekterne af coaching i ministerierne, mener psykologiprofessoren.
- Jeg er ikke fan af den type styringsredskaber, men det er nogen gange sjovt at se, om dem, der ruller dem ud over alle mulige andre faggrupper, selv er underlagt dem, siger Svend Brinkmann.
I dag er coachingtankegangen blevet en integreret del af måden at drive en organisation på, mener Svend Brinkmann.
Coach på otte dage
Som Avisen.dk skriver i dag ses det blandt andet hos landets ministerier, der de seneste tre år har brugt omkring 5,5 millioner kroner på at sende departementernes medarbejdere til coaches.
Men spørgsmålet er, om de mange coachingforløb virker efter hensigten, lyder det fra Svend Brinkmann.
- Der er nok stor kvalitetsforskel med hensyn til de forskellige uddannelser og kurser, man kan tage. Det er værd at være opmærksom på, når der bliver brugt et så relativt stort beløb på det for eksempel i ministerier, siger han.
Han understreger, at der også findes seriøse coachuddannelser og mennesker, der har arbejdet med at coache i mange år.
Og der er tilsyneladende stor forskel på, hvilken bagage coacherne kommer med. En hurtig søgning på google viser, at kurser, der munder ud i et coachcertifikat, varer alt lige fra otte dage til to år.
Kvaliteten testes
Ledelsesekspert og cand. merc Christian Ørsted, der i tyve år har rådgivet ledere og virksomheder, er enig i, at man ikke skal kaste sig i armene på den første og den bedste coach.
- Coaching kan være alt lige fra totalt Wild West, hvor en eller anden har slået sig ned på egen hånd til nogle, som er virkelig dygtige og veluddannede, siger han.
Også Andreas Bering, der er direktør på Copenhagen Coaching Center, oplever, at der tilbydes coaching med baggrund i meget forskellige tilgange.
- Det er jo ikke nogen beskyttet titel, for du kan gå ud og coache en i morgen, hvis du synes, det er sjovt, pointerer han.
På det seneste er kunderne dog blevet mere opmærksomme på, hvilken uddannelse man kommer med som coach, oplever han.
-Vi bliver mødt af en langt større grad af interesse for, hvilken coaching faglig baggrund vi har, og eksempelvis er der mange ministerier, hvor man som coach skal lave prøvesceancer og sådan nogle ting. Det er et nåleøje, man kommer ikke bare ind fra gaden og begynder at coache. Typisk er der en række ting, man skal gøre for at blive kvalificeret til at blive leverandører på det her felt, siger han.
Dumt at konkurrere med kollegaen
Inden man hyrer en coach til at hjælpe sig, er det også fornuftigt at tænke over, hvad coachingbølgen kommer af, mener Svend Brinkmann.
Coachingteknikkerne udspringer fra sportsverdenen, hvor coachen er en træner, der skal drive individet frem for at præstere bedre i konkurrence med andre, forklarer han.
- Sportsverdenen er kompetitiv. De andre er mine modstandere, men hvis vi i en arbejdssammenhæng i den offentlige sektor, begynder at se de andre som modstandere, har vi misbrugt den her sportsmetafor og brugt coaching et sted, hvor det ikke hører hjemme, siger han.
Den slags coaching, der minder om en almindelig samtale, har Svend Brinkmann dog ikke noget imod, fortæller han.
- Dygtige ledere har altid lyttet til deres medarbejdere, men som noget nyt er man begyndt at kalde det for coaching, fordi det i nogle år var et smart begreb.