Skatteråd godkender Nykredits kommende kundemodel
Nykredits kunder slipper med den nye kundemodel med en lempelig beskatning, oplyser Nykredit.
Skatterådet er enig i, at de kunderabatter Nykredit Realkredit, Totalkredit og Nykredit Bank giver til selskabernes respektive kunder, ikke er indkomstskattepligtige for kunderne.
Skatterådet er enig i, at de kunderabatter Nykredit Realkredit, Totalkredit og Nykredit Bank giver til selskabernes respektive kunder, ikke er indkomstskattepligtige for kunderne. Foto: Colourbox/Free


Skatterådet har netop afgjort, at Nykredits kunder slipper med en lempelig beskatning, når Nykredit indfører sin nye og omstridte kundemodel.

Det oplyser Nykredit i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for, at Skatterådet har bekræftet vores fortolkning af lovgivningen. Vi ser nu frem til at kunne arbejde videre med KundeKroner, der som forventet kan gennemføres på den bedst mulige måde for vores kunder, siger bankens koncernchef, Michael Rasmussen

Nykredit har hele tiden ment, at den del af prisstigningerne, som kunderne får tilbagebetalt, kun skal beskattes som kapitalindkomst svarende til 33,6 procent.

Banken mener altså, at prisstigningerne ikke bør beskattes som almindelig skattepligtig indkomst, der svarer til 52,7 procent for danskere, der betaler topskat i en gennemsnitlig kommune.

Skatterådet er altså enig i, at de kunderabatter Nykredit Realkredit, Totalkredit og Nykredit Bank giver til selskabernes respektive kunder, ikke er indkomstskattepligtige for kunderne.

Det betyder, at det nye kundeprogram udløser et skattefradrag på 336 kroner, hvis en kunde i Nykredit i 2016 betaler 1000 kroner ekstra i bidragssats, fordi fradraget udgør 33,6 procent. Det giver altså en prisstigning på 664 kroner efter skat, skriver finans.dk.

I 2017 vil Nykredit sende en rabat på 1000 kroner før skat tilbage til bankkunden.

Af den rabat bliver kunden beskattet med 336 kroner, fordi Skatterådet nu har slået fast, at rabatten skal betragtes som kapitalindkomst. Beskatningen svarer altså til det fradrag, som kunden oprindeligt fik.

Alligevel kommer Nykredits kunder til at mærke, at banken hæver priserne og går på børsen. Banken sender nemlig ikke hele prisstigningen tilbage til kunderne som rabatter, skriver finans.dk.

Skatterådet består af 19 medlemmer, som behandler og træffer afgørelser i de sager, som bliver lagt på rådets bord.

Det er Folketinget og skatteministeren, der udvælger medlemmerne af rådet. Folketinget sætter navn på de seks medlemmer, mens skatteministeren udvælger de resterende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.